Nyhedsbrev fra fodboldudvalget

Kære medlemmer, trænere, frivillige og forældre,

 

Som noget nyt, vil vi i fodboldudvalget skrive et nyhedsbrev et par gange om året, så I kan følge med i hvad vi laver.

Vi arbejder med en Strategi 2030 plan for klubbens fremtidige udvikling.
Planen bygger direkte på jeres input fra Medlemsundersøgelsen 2025.

Vi arbejder målrettet på at omsætte jeres ønsker, idéer og forslag til virkelighed, og de seneste måneder har vi fået sat flere nye tiltag i gang, som vi håber, I vil tage godt imod.

 

Større fokus på vores trænere

Vi ønsker at gøre endnu mere for vores trænere, som hver uge står på banerne og skaber de bedste rammer for spillerne i Ringkøbing IF, derfor har vi nu indført en årlig udviklingssamtale mellem trænerne og udvalgte medlemmer af fodboldudvalget.

Samtalen giver mulighed for at tale om ønsker, trivsel, udvikling og eventuelle kurser for dem, der har lyst til det.

Den årlige udviklingssamtale bliver fremover en fast del af samarbejdet i klubben, og vi glæder os til at høre jeres input og ønsker, så vi sammen kan styrke trænerrollen i Ringkøbing IF.

 

Forældrerepræsentant på alle hold

For at skabe de bedst mulige rammer omkring vores hold og samtidig aflaste træner teamet, anbefaler vi, at alle årgange får to forældrerepræsentanter. Rollen handler primært om at stå for praktisk koordinering sammen med trænerne og de øvrige forældre. Strukturen aftales i fællesskab og tilpasses den enkelte årgang.

Det betyder meget, at børnene kan mærke fællesskabet både på og uden for banen. Derfor kan forældrerepræsentanterne også være med til at sætte gang sociale aktiviteter, koordinere frugt, kørsel og tøjvask, eller en fed camp til North Sea Cup, hvor børnene har et fælles samlingspunkt hele weekenden.

 

Målmandstræning til 8-mands og 11-mands

For nyligt har vi startet et målmandstilbud op for alle klubbens målmænd. Træningen foregår hver mandag og varer 60 minutter, hvor spillerne får målrettet undervisning. Forløbet varetages af JCR Keepers, som sikrer høj kvalitet i træningen og styrker spillernes udvikling.

 

Ny kridtemaskine

Her i foråret har vi fået en ny frivillig på tirsdagsholdet, det er Ringkøbing IF’s nye kridtemaskine. Den er allerede taget i brug og kridter vores baner skarpt op.

Vi passer på græsset på banerne her i foråret. Derfor har vi lavet en banefordeling imellem alle hold, for at sikre at banerne ikke bliver ødelagt.

 

Tak for jeres input

Vi ved at der i Strategi 2030 planen ligger mange opgaver foran os, men vi er overbeviste om at vi nok skal nå i mål

Har du flere og andre ideer, så tøv endelig ikke med at kontakte fodboldudvalget.

 

Mange hilsner,

Fodboldudvalget – Ringkøbing IF