Wael stopper som cheftræner for DS

Efter nøje overvejelser har Wael besluttet, at han med udgangen af denne sæson stopper som
cheftræner for klubbens DS-hold. I stedet tiltræder han som sportschef, hvor han fortsat vil spille
en central rolle i klubbens udvikling.

"Jeg har været glad for endnu en periode som cheftræner og er stolt af det arbejde, vi har lagt
sammen. Men tiden er moden til, at der kommer nye øjne og idéer på træningsbanen. Vi har som
klub brug for fornyelse og energi, og det er vigtigt, at vi hele tiden udvikler os. Vi skal også huske,
at min rolle som træner i første omgang var midlertidig," siger Wael.

Selvom Wael træder et skridt væk fra sidelinjen, bliver hans engagement i klubben ikke mindre.
Som sportschef får han det overordnede ansvar for klubbens sportslige linje og vil fortsat være tæt
på både trænere og spillere.

"Jeg har stadig lysten, hjertet og idéerne til at bidrage – bare fra en anden position. Som
sportschef vil jeg arbejde for at styrke strukturen omkring både DS-holdet, U19 og på sigt også de
yngre årgange. Der ligger mange opgaver, som skal løftes, og jeg ser frem til at tage ansvar for den
langsigtede sportslige udvikling."

Wael understreger, at han vil fortsætte med at være en vigtig beslutningstager i dagligdagen og vil
arbejde tæt sammen med den kommende cheftræner – forhåbentlig en ung og ambitiøs profil,
som kan udvikle sig med støtte og sparring fra Wael.

"Det er vigtigt, at vi får skabt en stærk forbindelse mellem DS og U19. Holdene skal træne samtidig
og samme sted, så vi naturligt kan bringe unge spillere tættere på førsteholdet. Det handler om at
skabe et bæredygtigt og inspirerende udviklingsmiljø."

Klubbens udtalelse om Wael:

Vi vil rette en stor tak til Wael for hans indsats som cheftræner. Wael har altid mødt op med en
professionel tilgang, en stærk dedikation og en vilje til at gå forrest – både på og uden for banen.

Han har været en vigtig kulturbærer i klubben og har altid udvist stor samarbejdsvilje og
imødekommenhed over for både spillere, trænere, ledelse, frivillige og sponsorer. Wael har haft
en særlig evne til at samle folk omkring sig og skabe en positiv stemning i og omkring holdet.

Vi er glade for, at Wael fortsætter i klubben som sportschef, hvor hans erfaring, engagement og
klare idéer om klubbens udvikling fortsat vil være en kæmpe gevinst. Han har vores fulde tillid og
opbakning i det videre arbejde med at styrke fundamentet for klubbens sportslige fremtid.

Bestyrelsen, Ringkøbing Fodbold