Virkeligheden overhalede de gode intentioner indenom
Ambitionerne var der.
Det samme var de gode intentioner og store planer – blandt andet symboliseret ved ansættelsen af Brian Fredslund som ansvarlig for U19-holdet i RIF.
En mand som de seneste tre år har leveret fremragende arbejde i U12-, U13- og senest i klubbens U14-afdeling, men virkeligheden overhalede det hele indenom.
Tvunget af omstændighederne, og succesen med at integrere de nuværende U19-spillere i førsteholdstruppen, har RIF Elite besluttet, at der heller ikke efter sommerferien er U19-fodbold i klubben, og det betyder blandt andet, at den allerede indgåede aftale med Brian Fredslund ophæves.
- Aftalen med en profil som Brian Fredslund passede perfekt til de planer, vi havde på vegne af U19-afdelingen. Han har den vindermentalitet, der passer fint ind i vores tankegang, siger RIF-formand Peder Sørensen.
Han ønsker Brian Fredslund masser af held og lykke med den fremtidige trænergerning, og RIF-formanden afviser langt fra, at fremtiden byder på et genoptaget samarbejde mellem parterne.
- Mange af spillerne omkring vores første- og andethold har alderen til at spille U19-fodbold, men vi må bare erkende, at ”forfremmelsen” af dem har været en stor succes, fordi seniorfodbold er mere attraktiv for dem, siger Peder Sørensen.
De mange unge spillere omkring klubbens bedste mandskab viser, at satsningen på unge, lokale spillere ikke kun er snak i RIF – klubben mener det seriøst, når det handler om at bygge et førstehold på en bund af vestjyske talenter suppleret af enkelte rutinerede kræfter.
- De mange unge spillere har gjort det fremragende i seniortruppen, og det er en filosofi, vi udvikler videre på i de kommende år, men vi arbejder selvfølgelig også målrettet på at genskabe fundamentet for en U19-afdeling. Vi har en seriøs ambition om at skabe et tilbud til unge fodboldspillere – uanset om de har en elitær tilgang, eller bare ønsker at hygge sig med kammeraterne, siger sportschef Nicolai Wael.
Han ved, det kræver hårdt arbejde i et område af landet, hvor det ikke vrimler med unge mennesker, men klubben ønsker at cementere sig som et sted, hvor unge spillere får muligheden for at prøve sig selv af både sportsligt og menneskeligt.