Vigtig forlængelse hos RIF

Der er godt nyt til målmændene i RIF.

Målmandstræner Brian Andersen har nemlig forlænget sin aftale med klubben, og dermed fortsætter han sit fine arbejde fra de seneste år.

- Det er meget glædeligt, at vi har forlænget aftalen med Brian. Han har været en del af klubben i mange år, og det giver kontinuitet for vores målmænd, at vi fastholder ham som en værdsat del af RIF, siger sportschef Nicolai Wael.

Brian Andersen har utvivlsomt en stor del af æren for, at Simon Brogaard på overbevisende måde har overtaget rollen som førstemålmand i klubben, og udviklingskurven ser ikke ud til at flade ud lige med det samme.

- Brian har også den store fordel, at han bidrager med sin fodboldfaglighed til resten af trænerteamet, så alt i alt er det en forlængelse, som både er vigtig og dejlig for RIF, siger Nicolai Wael.