Sportschef jubler over udsigten til tilskuere
500 tilskuere pr. kamp er tilladt i de sidste seks spillerunder af 2. division – men der skal være siddepladser til alle
Onsdag sidst på eftermiddagen tikkede en rigtig god nyhed ind på Jens Nielsens mobiltelefon. Han knyttede næven, og han sagde endda yes på den måde, som folk fra Spjald gør det, men ingen var dog i tvivl om, at Ringkøbing IF’s sportschef var mere end tilfreds med udsigten til tilskuere på Green Arena.
- Vi må være op til 500 tilskuere, lød meldingen fra en smilende Jens Nielsen. Helt så mange bliver der dog ikke plads til på Green Arena, da alle skal sidde ned, og på den overdækkede tribune er der 448 siddepladser.
- Vi skal også fortsat leve op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og derudover følger vi naturligvis også den protokol, som følger med beslutningen om maksimalt 500 tilskuere, men uanset hvad betragter jeg det her som en fremragende nyhed for alle klubber i 2. division, siger Jens Nielsen.
Ringkøbing IF spiller på udebane i Hillerød førstkommende lørdag, men lørdagen efter, den 20. juni klokken 15.00, er det atter muligt at se fodbold på Green Arena, når B93 kommer på besøg.
- Vi oplevede inden Corona-krisen stor opbakning fra vores fans, og det hører vi også ofte fra vores modstandere – fedt stadion med mange fans – så det bliver rart, at spillerne får lov til at mærke lidt af den opbakning, siger Jens Nielsen.
Han er bevidst om, at der venter masser af praktik og logistik – både i de kommende dage og på de tre kampdage, som Green Arena har tilbage i denne sæson.
- Vi får brug for alle kræfter, men heldigvis skal vi ikke ud og lede efter frivillige, for vi er beriget af en stor skare af gode frivillige. Vi skal også kigge på omklædningsfaciliteterne, og jeg har set, at andre klubber stiller telte op, fortæller Jens Nielsen, inden han hurtigt tilføjer:
- Der bliver nok at se til, så på den måde er det meget godt, vi indleder på udebane.
For Ringkøbing IF venter der seks intense og spændende kampe, og det, sammenholdt med en lang Corona-pause uden fodbold, er en god cocktail, mener Jens Nielsen.
- Der må være mange sultne fodboldelskere derude, og for dem er det en lækkerbisken med tre kampe på Green Arena, hvor der i den grad står noget på spil, siger Jens Nielsen.