Simon Vesterbæk: "Har været et personligt godt efterår"
Efterårssæsonen er gået på hæld, og derfor er der nu plads til at gøre status for de 17 kampe, som Ringkøbing IF har spillet i dette efterår.
En af de spillere, der har været involveret i alle kampe, er Simon Vesterbæk, der for alvor er trådt ind på holdet med stor sikkerhed, hvilket også har givet ham to kåringer som månedens spiller.
Derfor er det heller ikke specielt overraskende, at Simon Vesterbæk har været godt tilfreds med sit efterår.
”Personligt har efteråret været godt. Jeg har fået spillet en masse og forhåbentligt efterladt publikum, trænerstaben og fansene med et positivt indtryk. Inden sæsonen havde jeg ikke turde håbe på, at efteråret ville have forløbet, som det er tilfældet. Jeg har ikke tænkt så meget over, at jeg var den nye i start-11’eren men blot forsøgt at være mere og mere toneangivende for hver kamp, hvilket jeg synes har lykkes,” fortæller den unge forsvarsspiller.
De flotte personlige præstationer har også sat sine sport på holdets resultater, og selvom Ringkøbing IF er placeret i top seks, så er der især to kampe mod Kjellerup IF, som Simon Vesterbæk er lidt ærgerlig over.
”Hvis man udelukkende kigger på resultaterne, så har vi et pointsnit på over 1,5, hvilket var mindstekravet, inden vi startede. Så på det parameter føler jeg, at vi kan være godt tilfredse med efteråret. De resultater, som nager mig mest, er, at vi kun formår at få et ud af seks point mod Kjellerup, men hvis man ser bort fra det, så har efterårssæsonen været acceptabel pointmæssigt,” forklarer han, ligesom han håber på, at holdet leverer bedre spillemæssige præstationer efter vinterpausen.
”Spillemæssigt føler jeg ikke, at vi som hold har vist, hvad truppen har niveau til. Vi har fået mange point på vilje og vindermentalitet, hvilket er klasse, men spillemæssigt kan og skal vi lægge yderligere på i foråret,” siger Simon Vesterbæk.
Nu er han og resten af spillertruppen så gået på en velfortjent vinterferie, men han glæder sig allerede til at komme i gang med forårssæsonen.
”Jeg glæder mig til at tage hul på forårssæsonen. Vi har spillet os i en god position, men jeg føler klart, at vi skal måle os med holdene over os og kigge opad i tabellen. Jeg håber, at vi kan ramme et højt spillemæssigt niveau, hvilket vil resultere i en god placering i slutspillet. Personligt håber jeg, at jeg kan fortsætte den gode stime med masser af minutter og samtidig blive endnu mere kampafgørende i begge ender,” siger han til sidst.
Simon Vesterbæk spillede i alle 17 kampe i efteråret, og selvom det ikke blev til nogle scoringer, så har han noteret sig for to assists på trods af sin placering som forsvarsspiller.