Ringkøbing IF tabte trods pauseføring i Aarhus
Det startede rigtig godt for Ringkøbing IF, da man i går var på besøg i VSK Aarhus. Stadionuret havde nemlig netop kun rundet seks minutter, da kampens første scoring faldt, og det var Ringkøbing IF, der stod for den.
Klaus Moesgaard udfordrede i venstresiden, og da til sidst kom helt ned på baglinjen spillede han bolden tilbage til kanten af feltet, hvor Mikkel Jakobsen stod klar. Han prikkede hurtigt bolden videre til Nikolaj Pape Sørensen, der selv prikkede den videre til Martin Egelund, og med en hård vrist blev bolden sparket ind bag værternes målmand, og dermed fik Ringkøbing IF lidt af en drømmestart.
Få minutter senere var Jesper Dalsgaard ikke langt fra at udbygge føringen efter et hjørnespark, men en forsvarsspiller stod klar inde ved den ene stolpe og sendte bolden væk.
I den anden ende skulle der gå ni minutter før værterne kom frem til en chance. Et rigtig fint angreb i højre side endte til sidst med et fladt indlæg ind foran Ringkøbing IF's mål, men heldigvis kom forsvaret i mellem og fik blokeret afslutningen til allersidst.
Halvvejs inde i 1. halvleg var Ringkøbing IF igen nærgående efter et hjørnespark, hvor det denne gang var Nikolaj Pape Sørensen, der kom højest i en duel, men desværre for ham og Ringkøbing IF endte bolden med at ramme overliggeren.
Kort efter var VSK Aarhus dog også tæt på en udligning, da et langskud fra værterne så ud til at stryge ind ned ved den ene stolpe, men en pragtredning af Mads Petersen, der netop fik fingerspidserne på bolden, sørgede for, at Ringkøbing IF stadig havde føringen.
Senere i halvlegen blev Lennard Lauridsen snydt for det, der lignede et klokkeklart straffespark, men dommeren vinkede afvisende til stor frustration for angriberen, og Mikkel Jakobsen brændte en pæn chance i værternes felt, og derfor forblev det ved de 1-0 efter de første 45 minutter.
I starten af 2. halvleg havde både Martin Egelund og Jacob Jay Andersen et par nærgående langskud, men fælles for dem begge var, at de strøg lige forbi den ene opstander, og efter det stemplede Ringkøbing IF lidt ud af opgøret, mens VSK Aarhus overtog initiativet.
Efter 57 minutter fik de også en glimrende mulighed for at udligne, da et indlæg fra venstre side løb hele vejen igennem feltet, hvor en fremadstormende VSK Aarhus-spiller til sidst fik taget bolden til sig og afsluttet, men Mads Petersen kom rigtig godt ud af sit mål og fik endnu engang pillet brodden af en god afslutning.
Det kunne han dog ikke minuttet efter, hvor en smule passivt forsvarsspil af Ringkøbing IF blev straffet, da Mark Mikkelsen fik lidt for meget tid på kanten af feltet, og den brugte han meget fornuftig, da han sparkede bolden op i krydset uden chance for Mads Petersen.
Målet så ud til at give værterne mere energi, og efter 71 minutter bragte de sig også foran efter en kontra, hvor det igen var Mark Mikkelsen, der havde sidste fod på bolden.
Med syv minutter igen fik VSK Aarhus også lukket opgøret på en kontra, da Jacob Kromann stod klar inde foran mål til at sparke et fladt indlæg i nettet.
Efter den scoring kom Ringkøbing IF frem til et par pæne chancer igen, hvor Kasper Møller Thomsen, Lennard Lauridsen og Casper Petersen alle var nærgående, men ind ville bolden ikke, og derfor endte det med et 1-3 nederlag i Aarhus.