Ringkøbing IF jagter revanche imod VSK Aarhus
Det hører til sjældenhederne, at man allerede i syvende spillerunde skal møde en modstander for anden gang i sæsonen, men det er det, Ringkøbing IF står overfor på søndag, når man tager imod VSK Aarhus hjemme på Green Arena.
Grunden til det er selvfølgelig, at de to hold krydsede klinger i 1. runde af Sydbank Pokalen tilbage i starten af august, men nu venter det første opgør i 2. Division altså.
Opgøret i Sydbank Pokalen blev som bekendt vundet af VSK Aarhus, der scorede på et rigtig flot langskud i starten af 2. halvleg, men siden da er det heller ikke fordi, sejrene er kommet i spandevis for aarhusianerne.
Få dage inden pokalkampen vandt VSK Aarhus godt nok sæsonpremieren imod Thisted FC med hele 4-1, men siden da er det ikke blevet til sejr i 2. division, hvor man har spillet en enkelt kamp uafgjort og har tabt de seneste fire opgør. Alligevel tager holdet til Green Arena og Ringkøbing med en sejr i bagagen, da holdet besejrede Danmarksserie-mandskabet FC Djursland med 4-1 i 2. rundet af Sydbank Pokalen i tirsdags.
Det kan Ringkøbing IF desværre ikke prale af, da holdet fortsat har sæsonens første sejr til gode, men skulle det blive til en sejr imod VSK Aarhus, så vil man faktisk gå forbi netop VSK Aarhus i stillingen.
Skal Ringkøbing IF have en sejr, så kræver det dog mere, end det man leverede imod Aarhus Fremad i sidste weekend. Her begik man to straffespark – det første efter et minut og det andet efter en lille halv time – og det gør det unægteligt svært at vinde fodboldkampe.
De fejl skal naturligvis minimeres, ligesom man skal have skarpheden i den anden ende. I Aarhus Fremad fik man scoret to gange, men begge gange blev målene annulleret for offside, og det er også nogle af de berømte marginaler, som Ringkøbing IF forhåbentlig kan få over på sin side til weekenden.
Holdet kan i hvert fald trøste sig med, at man ikke er ramt af nogle karantæner til opgøret, og at både Jeppe Solgaard og Casper Petersen forventes at være tilbage i truppen igen. På den anden side må man dog fortsat undvære en skadet Dennis Juelsgård, ligesom Jesper Dalsgaard sidder over i weekendens kamp.
Gæsterne fra VSK Aarhus er heller ikke ramt af nogle karantæner, så det skal være skader, der afholder det østjyske mandskab fra at stille op i stærkeste opstilling til søndagens kamp, hvor Ringkøbing IF jagter revanche og sæsonens første sejr.
Opgøret fløjtes i gang søndag klokken 14:00 på Green Arena, og kamppartner er Jens Byskov.
Du kan som altid følge kampen på Facebook, ligesom vi satser på at kunne livestreame via Ekstra Bladet+.