Ringkøbing IF har ramt historisk stime i 2. Division
September var en rigtig god måned for Ringkøbing IF.
Månedens første kamp endte godt nok 1-1 i Kjellerup, da værterne udlignede på et straffespark i overtiden. Men derefter gjorde spillerne rent bord i fire kampe.
1-0 sejr på Green Arena mod Aarhus Fremad, 2-0 sejr i Odder, 4-1 sejr hjemme mod Vejgaard og senest blev det så til en 2-1 sejr i Brabrand. I sejrene mod Aarhus Fremad og Brabrand sluttede Ringkøbing IF endda også kun med ti mand på banen efter to røde kort, så det har i den grad været nogle hårdt-kæmpende sejre, som holdet har skaffet sig.
Og de sejre har været med til at betyde, at Ringkøbing IF lige nu er i gang en med historisk god form i 2. Division. I 2015 var holdet ubesejret i syv kampe i træk, hvor det blev til fem sejre og to uafgjorte. Med sejren i Brabrand rundede Ringkøbing IF igen syv kampe som ubesejret, og denne gang er det blevet til seks sejre og en enkelt uafgjort.
Derfor er det altså et stykke Ringkøbing IF-historie, som Wael og spillerne har skrevet den seneste måneds tid, og det kan vi da godt tillade os at være stolte over.
En sådan stime kommer sjældent på et dårligt tidspunkt, men lige denne gang er den måske endda kommet på et bedre tidspunkt end normalt.
I hvert fald er opgøret mod FC Sydvest på søndag sæsonens kamp nummer 11 i 2. Division, og det betyder også, at klubberne for første gang vil modtage tv-penge.
Og med Ringkøbing IF’s flotte præstationer er holdet altså hoppet helt op på en 4. plads i puljen. Holdet er samtidig sikker på, at man som minimum ligger nummer seks efter næste runde, men hvis resultaterne flasker sig, så kan Ringkøbing IF også hoppe op på en 3. plads, hvilket absolut ikke er uvæsentligt i et økonomisk aspekt.
Det er selvfølgelig ikke, hvad spillere eller trænere tænker på, når FC Sydvest kommer på besøg på søndag, og de tre point på den lange bane er selvsagt også det vigtigste i den henseende.
Uanset hvad vil vi dog gerne opfordre alle til at møde op på Green Arena på søndag, hvor den historiske stime skal forsøges at forlænges, og det gøres bedst med et fyldt Green Arena i ryggen – og mon ikke der så er mulighed for flere point på kontoen?
Kickoff mellem Ringkøbing IF – FC Sydvest er søndag klokken 14:00 på Green Arena.