Ringkøbing IF byder velkommen til Dsigns
Ringkøbing IF er glade for at kunne meddele, at der er kommet en ny sponsor til klubben i form af Dsigns.dk, der kommer ind som bronzesponsor i de kommende sæsoner.
Dsigns, der både laver alt i skilte, tryksager, bildekorationer, solafskærmninger og hjælper virksomheder med logodesign, deres profil og markedsføring, er måske nye i Ringkøbing IF, men derfor er det dog stadig et velkendt ansigt, der kommer ind i klubben.
Ejeren af Dsigns er nemlig Dennis Christiansen der - udover at være hjælpetræner for U11 på drengesiden - tidligere har været med i sponsornetværket, indtil han solgte sin tidligere virksomhed tilbage i 2015.
Nu er han dog tilbage i sponsornetværket med Dsigns, og han er glad for at være med igen, i det han kalder en god sportsklub.
”Jeg har gerne ville være med i Ringkøbing IF af flere årsager. Vi har to børn, der spiller i Ringkøbing IF – den ene for U14 piger og den anden for U11 drenge, hvor jeg også selv er hjælpetræner. Jeg synes, at Ringkøbing IF er en god sportsklub, det er et godt sted for vores børn og unge, og det er et rigtig godt sted at komme i byen,” lyder det fra en entusiastisk Dennis Christiansen, der har savnet at være en del af sponsornetværket i klubben.
”Efter jeg solgte min gamle virksomhed tilbage i 2015, har vi stadig været meget på stadion og fået set en masse kampe, så det er ikke fordi, der sker så meget nyt på den front. Jeg har dog savnet lidt at være en del af Ringkøbing IF’s netværk, så den del glæder jeg mig bestemt meget til at få genopfrisket,” siger en tilfreds Dennis Christiansen.
Tilfreds er man naturligvis også i Ringkøbing IF, hvor det altid er glædeligt at få en af klubbens gamle sponsorer tilbage igen.
”Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at Dsigns har valgt at blive sponsor i Ringkøbing IF. Dennis og Dsigns er dybt forankret i lokalområdet og kender samtidig Ringkøbing IF og store dele af vores sponsornetværk rigtig godt, så det er et helt perfekt match for os, som vi ser meget frem til i de kommende sæsoner,” fortæller sponsor- og eventschef Lars Bræmer.