Passivt forsvarsspil kostede sejren
Lørdag eftermiddag sluttede RIF sæsonen af hjemme på Green Arena, men det var uden cheftræner Claus Christiansen, som havde fået en fortjent fridag for at deltage i studenterfestligheder hjemme i privaten.
I stedet stod Allan Mikkelsen og Arne Linnet med ansvaret, suppleret af Dennis Juelsgård, og efter en times spil lignede det tre point med en 2-0 føring i ryggen.
Den holdt dog ikke, da gæsterne med få minutters mellemrum scorede to gange, og det skabte ikke ligefrem jubel hos trænerstaben.
- Vores forsvarsspil var passivt i begge sekvenser, og det var også et udtryk for, at vi savnede lidt fokus, lød det fra Allan Mikkelsen og Arne Linnet.
Et nederlag havde sendt Nørresundby ud af Danmarksserien, men nordjyderne skal have ros for at vise stærk moral efter to scoringer imod sig.
- Vi savnede lidt tålmodighed i vores spil, og vi kom også skidt ud til kampens indledning, hvor Nørresundby præsterede med stor energi, sagde Allan Mikkelsen, mens kollega Arne Linnet mindede om, at hjemmeholdet igen stillede med et meget ungt hold.
- Generelt har dette forår budt på masser af erfaring til vores unge spillere, og vi kan se, at spillerne bliver mere og mere sikre i det koncept, Claus kom med, da han tiltrådte, sagde Arne Linnet, som forlader klubben efter denne sæson.
Stor tak til Arne Linnet for indsatsen i RIF - og tusind tak for opbakningen til alle vores loyale fans og samarbejdspartnere - vi ses igen efter sommerferien.