Niels Kornberg vinder 'Årets Gjæve Vestjyde'

I går aftes afholdte Ringkøbing IF’s hovedsponsor, Ringkjøbing Landbobank, generalforsamling, og traditionen tro blev noget af tiden blandt andet brugt på at kåre ’Årets Gjæve Vestjyder’, som bliver gjort i samarbejde med Dagbladet Ringkøbing-Skjern. 

Prisen gives til personer, ”der udfører et ulønnet arbejde til gavn for andre, eller som gennem en særlig indsats har gjort sin egn eller by kendt” og foruden prisen modtager vinderne også en vase samt et rejselegat på 10.000,- som en påskønnelse for det flotte stykke frivillig arbejde.

Og i år var det en af Ringkøbing IF’s egne, der kunne tage prisen for Ringkøbing-området, da Niels Kornberg fuldt fortjent blev hædret for sin kæmpe indsats i klubben.

Stort tillykke til Niels Kornberg, og hvis du skulle være det mindste i tvivl om, hvad han laver i Ringkøbing IF, så kan du læse indstillingen i sin helhed herunder:

______________________________________________________________________________

Niels – eller ”Korn”, som mange kalder ham - har hele sit liv været en stor del af Ringkøbing IF. Først som aktiv målmand og siden som frivillig, hvor han gennem årene har løst en lang række opgaver. 

Da Niels Kornberg sagde farvel til det mere aktive liv på græstæppet, blev det heldigvis ikke et farvel til Ringkøbing IF – tværtimod. Niels Kornberg tog en stor aktiv del i det administrative arbejde i klubben bl.a. gennem frivilligt arbejde i diverse udvalg og har i en årrække været holdleder på en lang række hold – herunder Ringkøbing IFs førstehold.

Foruden dette løser Niels Kornberg for nuværende følgende opgaver;

  • Han er kampfordeler, som kræver et enormt koordinationsarbejde, så alle kampe afvikles smidigt og uden problemer.
  • Koordinator for den interne dommerklub i RIF, der hver år dømmer ca. 300 kampe
  • Koordinator vedrørende brug af RIFs kunstgræsbanen
  • Ansvarlig for, at klubhusets infoskærm er opdateret med aktuelt indhold hver dag
  • Ansvarlig for al kontakt til DBU Jylland
  • Og så står han også lige ved næsten alle hjemme- og udekampe, og optager video af kampene. 

Niels Kornberg fortjener prisen ”En Gjæw’ Vestjyde”, da han foruden sit mangeårige arbejde i Ringkøbing IF samtidig er yderst beskeden omkring sin rolle og sit virke for klubben, hvilket blandt andet kom til udtryk, da der blev opfordret til indstilling af kandidater til prisen. Straks rettede Niels Kornberg henvendelse om at indstille en anden frivillig i Ringkøbing IF. MEN – det fik han ikke held af, for denne gang kan jeg sige….

…et stort tillykke til Niels Kornberg med titlen årets gjæwe vestjyde i Ringkøbing området.