Nicolai Wael: "Kan godt gå hen og blive en taktisk kamp"
I morgen åbner Green Arena portene op til en ny kamp i 2. Division, når VSK Aarhus kommer på besøg.
Det er anden gang, at Ringkøbing IF møder VSK Aarhus i denne sæson, og ifølge cheftræner Nicolai Wael kan det godt gå hen og blive en taktisk affære, da begge hold tørster efter en sejr.
”At vi har mødt VSK Aarhus for nyligt, betyder selvfølgelig, at vores forberedelser til kampen er lidt nemmere. De er oprykker, så vi kendte ikke så meget til dem før pokalkampen, men nu har vi spillet imod dem og set dem en del gange, så det hjælper en del. De er et hold ligesom os, der ikke har vundet så mange kampe, så de er måske også lidt ramt i forhold til at samle point sammen. Af samme grund kan det også godt gå hen og blive en taktisk kamp, hvor der går lidt tid, før kampen åbner sig op, for det er to hold, der virkelig har brug for point nu,” lyder det fra cheftræner Nicolai Wael.
Han kan selv se tilbage på en god træningsuge for holdet, der på trods af alt har godt humør og en stor spilleglæde.
”Det har været en god træningsuge, hvor vi har haft én træning mindre på grund af vores sociale arrangement i onsdags. Humøret er også stadig fint i truppen, og det er ikke fordi, det ikke er gået op for folk, at vi mangler point, men i den tid jeg har været her, har vi været gode til at gå videre til næste kamp og fjerne fokus fra den sidste. Med det sagt så er der selvfølgelig også en stemning af, at spillerne vil ud og have en sejr. De lyser af spilleglæde, og det ser vi forhåbentlig i morgen,” forklarer Nicolai Wael.
En anden ting, som cheftræneren gerne vil se, er et tændt RIF-hold, der står klar til at hjælpe hinanden.
”Jeg håber selvfølgelig, at jeg ser et tændt RIF-mandskab. Alle er bevidste om, at det her skal løftes sammen i flok, og at vi ikke kan pege fingre ad hinanden, og det kommer vi også til at se i morgen. Vi skal ikke lægge et unødvendigt pres på os selv, men jeg synes også, at spillerne viser overskud og spilleglæde på trods af situationen,” siger Nicolai Wael, der også kigger tilbage på en lignende situation sidste år.
”Vi skal gøre som før kampen imod Aarhus Fremad, hvor vores spil var rigtig godt. Der er så meget godt i den enkelte spiller og vores hold, at vi ikke må panikke. I sidste sæson fik vi også en dårlig start, men derefter kom en periode på otte kampe uden nederlag, og der ændrede vi heller ikke alverden. Det er små ting og marginaler, der skal til, og nu skal vi til at gribe dem,” fortæller han til sidst.
Kampen imellem Ringkøbing IF – VSK Aarhus fløjtes i gang søndag klokken 14:00 på Green Arena.
Opgøret kan som altid følges på Facebook, ligesom vi håber på at kunne livestreame opgøret via Ekstra Bladet+.