Nicolai Wael før Odder: "Vi vil gå offensivt til værks"

Ringkøbing IF har sikret sig en plads i Oprykningsspillet, solen skinner, og Green Arena begynder at se rigtig god ud, og alt det betyder, at cheftræner Nicolai Wael er i rigtig godt humør i disse dage. 

”Efter en rigtig svær udebanekamp, hvor vi sikrede os en plads i Oprykningsspillet, er vi endelig tilbage på Green Arena. Foråret nærmer sig også, og græstæppet hjemme på Green Arena ser virkelig lækker ud, og det indbyder til fodbold. Derfor vil tilskuerne også se et Ringkøbing IF, der går meget offensivt til værks,” lyder det fra cheftræneren.

At pladsen i Oprykningsspillet er sikret betyder, at en smule af presset er fjernet fra holdets skuldre, og det gør egentlig ikke det store. 

”Presset er lettet en smule fra spillernes skuldre, efter top seks er blevet sikret, og nu handler det om at slippe håndbremsen og spille frisk til. Vi skal stadig have tre point og bygge på holdet i forhold til Oprykningsspillet, så vi også der har en masse at spille for,” forklarer Nicolai Wael. 

Han kan derudover også glæde sig over, at karantæne- og skadessituationen i klubben går den rigtige vej, selvom man fortsat må undvære Nikolaj Pape Sørensen til weekenden. 

”Truppen er næsten intakt, og der er virkelig kamp om pladserne. Simon Vesterbæk og Casper Petersen er tilbage efter endt karantæne. Nikolaj Pape har trænet med i ugens løb, men vi ser stadig bort fra ham. Ellers ser alt godt ud for Ringkøbing IF, hvor der har været rigtig flotte resultater fra alle hold. Det dufter virkelig af fodbold i øjeblikket, og det kommer det til igen i morgen,” fortæller Nicolai Wael til sidst. 

Opgøret mellem Ringkøbing IF – Odder fløjtes i gang lørdag klokken 14:00 og kan følges på Facebook, ligesom det kan ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/ringkobing?id=22690.

Kamppartner er Jens Byskov.