Mikkel Jakobsen: "Vi skal være skarpere i felterne"

Ringkøbing IF har ikke fået den ønskede start på sæsonen, hvor man stadig leder efter den første sejr.

I de seneste kampe har offensiven dog vist gode takter, hvor blandt andet Mikkel Jakobsen har scoret to flotte mål. Den selvtillid tager han med til fredagens opgør i Aarhus, hvor man skal møde Aarhus Fremad, der dog nok også kommer med en god portion selvtillid.

”Det er selvfølgelig altid dejligt at score mål. Det giver en del selvtillid, men jeg forventer også, at Aarhus Fremad kommer med en masse selvtillid efter fem kampe, hvor de har fået ti point. Det er ikke fordi, jeg kender så meget til dem, men de plejer at spille en flot omgang fodbold, så vi skal være helt klar,” lyder det fra Mikkel Jakobsen.

Og skal Ringkøbing IF have point med hjem til vestkysten, så skal man være skarpere i begge felter.

”Jeg synes, at vi har gjort meget rigtigt i de seneste par kampe, så vi skal tage de gode ting med fra de kampe. Men det vigtigste er dog helt klart, at vi skal være skarpere i felterne – både offensivt og defensivt. Det er trods alt, der fodboldkampe bliver afgjort,” fortæller Mikkel Jakobsen.

Nogle af de ting, der er blevet bedre i de sidste par kampe, er blandt andet, at offensiven virker til at være spillet sammen efter ankomsten af flere nye spillere, og det har spillerne også mærket på banen.

”Nu var jeg selv ny sidste sommer, og jeg ved, at alting lige kræver tid for de nye. Men nu har vi spillet de fleste kampe med stort set samme hold, og så er det selvfølgelig bare blevet nemmere at finde hinanden. Jeg synes især, at offensiven har set godt ud, siden vi skiftede system. Nu skal vi bare have fundet den sidste kynisme frem, så det bliver rigtig godt,” siger Mikkel Jakobsen til sidst.

Om det bliver rigtig godt imod Aarhus Fremad, finder vi ud af fredag aften klokken 18:00, hvor opgøret i Aarhus fløjtes i gang.

Hvis ikke du har planer om at tage til Aarhus, så kan opgøret følges på Facebook, via Radio Max eller ses live på Ekstra Bladet+.