Kaptajnen fortsætter i RIF
Han er fra Tim, og så ved man allerede, at vi taler om kvalitet på den ydmyge måde.
23-årige Mikkel Kjeldstrup har de seneste år etableret sig som en af de store profiler på RIF-mandskabet, og RIF-kaptajnen har netop forlænget sin aftale med klubben.
- Det var ikke noget, som krævede de store overvejelser, fortæller midtbanespilleren.
Han har med egne ord ingen planer om at forlade den jyske vestkyst lige nu, og han trives fint i det område, han voksede op i.
- Jeg bor og arbejder her, og på det fodboldmæssige område er RIF en dejlig klub at være i. Der er mange frivillige og tilskuere, og det skaber en god stemning i hele klubben, siger Mikkel Kjeldstrup, som også gerne medvirker til at udvikle et nyt hold med mange unge spillere.
- Vi råder over en spændende trup, men det tager tid at skabe et slagkraftigt hold. RIF er en klub, som stiler højere end nedrykningsspillet i danmarksserien, og jeg er sikker på, vi igen får skabt et stærkt mandskab, som kan være med i den modsatte ende af danmarksserien, siger Mikkel Kjeldstrup.
Sportschef Nicolai Wael udtrykker stor glæde over forlængelsen med en markant profil.
- Det har Mikkel været i flere år nu, og han er en af vores egne spillere. Han er en rigtig vigtig spiller for vores hold, og jeg glæder mig over, at han vil være med til at løfte klubben tilbage i retning af 2. division, siger Nicolai Wael.