Kan du huske det?
Som noget nyt vil vi her på siden hoppe en kort tur tilbage i tiden hver torsdag for at vise jer et billede eller en billedserie fra Henrik Olesens gamle arkiv med RIF-kampe.
Og vi starter med en tur tilbage til 2012, hvor Ringkøbing IF spillede sin første sæson i 2. Division nogensinde.
Datoen er den 14. oktober, og Otterup er gæster på Green Arena, i en kamp hvor der kun faldt en enkelt scoring.
Den kom efter 68 minutter, hvor en bold dumpede ned for fødderne af Lennard Lauridsen i feltet. En resolut afslutning røg i nettet, men det er ikke derfor, det er valgt til dagens billede.
Det er i stedet jubelscenen, hvor Lennard Lauridsen hoppede ud til en speciallavet bande af to RIF-fans, som han lige skulle posere sammen med, og det er billedet, du kan se herover.
Om selve den sekvens siger Lennard Lauridsen den dag i dag, at han egentlig skulle have været vist ud på grund af jubelscenen.
"Jeg startede ude den kamp, da jeg havde været på ferie. Så jeg besluttede mig for at gøre lidt ekstra. Jeg synes det billede var sjovt, og jeg ville gerne give det lidt opmærksomhed. Det sjove ved det mål var jo, at jeg havdet fået gult kort to minutter forinden - sikkert for brok - og jeg skulle have haft gult for at hoppe ud til tilskuerne ved jubelscenen. Så jeg skulle egentlig have haft rødt kort efter 15 minutter på banen. Det fik jeg heldigivs ikke," lyder det fra angriberen.
Vil du se alle Henrik Olesens billeder fra det opgør - og hele seancen op til Lennard Lauridsens jubelscene - så kan du gøre det via følgende link: https://get.google.com/albumarchive/107168006216207435625/album/AF1QipMkRb3FeA-8Md3SENhmU8FgukWRBFSpNb9y464y