Hutlihut! DBU Fodboldskole bliver afviklet!
Ny pressemeddelelse fra DBU: DBU Fodboldskole bliver afviklet til sommer med særlige corona-regler. Det er gjort muligt som en del af de nye faser i myndighedernes genåbningsplan. DBU-direktør Jakob Jensen glæder sig på vegne af de mange tusinde børn, der er tilmeldt.
Hver sommer dribler tusindvis af glade børn rundt i hele landet på DBU Fodboldskole og DBU Get2 Fodboldskole til en uge fyldt med spændende fodboldtræning, store smil og nye venskaber for livet. Og det bliver også tilfældet denne sommer på trods af corona-krisen.
Regeringen har meldt nye retningslinjer ud for fase 2 og fase 3 i genåbningen af Danmark, der gør det muligt at gennemføre årets fodboldskoler. Onsdag aften har Kulturministeriet og DIF desuden åbnet for, at sport- og idrætsaktiviteter med fysisk kontakt kan gennemføres hvis der til gengæld er ekstra stor opmærksomhed på de øvrige anbefalinger, særligt ved hygiejne og forebyggelse af kontaktsmitte.’
I fase 3 med start 8. juni vil der blive åbnet for sommeraktiviteter for børn og unge - hvis smittetrykket tillader det - samtidigt med, at grænsen for forsamlingsforbud hæves fra 10 til 30-50 personer.
Derfor sætter DBU officielt gang i afviklingen af sommerens fodboldskoler som planlagt. DBU Fodboldskole finder traditionen tro sted fra uge 27 til 32. Det bringer et smil frem på læben hos DBU-direktør Jakob Jensen, der samtidigt understreger, at sundhed kommer før alt andet.
”Vi befinder os i en historisk samfundskrise, hvor vi i DBU har prioriteret sundhed over fodbold i mange uger. Derfor er det fantastisk, at vi nu får mulighed for at gennemføre DBU Fodboldskole og skabe en masse begejstring og glæde ude i klubberne. Det bliver skønt at se tusindvis af fodboldglade børn over hele landet hen over sommeren. Afviklingen af fodboldskolerne vil naturligvis ske i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer og protokoller. Børnenes sundhed og sikkerhed er det allervigtigste,” siger Jakob Jensen.
Nu er DBU i gang med at udarbejde de endelige protokoller for afviklingen af DBU Fodboldskole, så fodboldpiger- og drenge i hele landet både kan finpudse teknik og taktisk forståelse samt være en del af et stærkt fællesskab i trygge rammer.
DBU melder de faste retningslinjer for afviklingen af fodboldskolerne ud, så snart disse ligger fast. Her vil fokus være på sikkerhed for fodboldskolens deltagere og frivillige med udgangspunkt i ’Fodboldens corona-regler’, som du kan se og downloade lige her.
Rigspolitiet har desuden tirsdag givet lov til at opdele 11-mandsbaner i mindre zoner med klar afstand og tydelige markeringer mellem banerne. En 11-mands bane må gerne opdeles i fire 5-mandsbaner eller to 8-mandsbaner, så længe der er tydelig afmærkning. Disse regler gælder i klubberne og naturligvis også på DBU Fodboldskole og DBU Get2 Fodboldskole .
Hos DBU er der stor forståelse for, at klubberne og fodboldskolerne arbejder ud fra forskellige vilkår og muligheder i forhold til at afvikle efter myndighedernes anvisninger og de gældende protokoller. Nogle fodboldskoler vil være mere udfordret end andre i forhold til at kunne leve op til kravene, for eksempel hvad angår banekapacitet. DBU vil stille træningsprogrammer og anden relevant information til rådighed, og der vil selvfølgelig være masser af inspiration til sjov leg med læderkuglen.
I skrivende stund er knap 12.000 børn tilmeldt DBU Fodboldskole i år. Sidste år havde 24.000 børn glæde af en uge på en af de 228 fodboldskoler.