Fejl blev straffet i Hillerød
Ringkøbing IF fik ikke den bedste begyndelse på de sidste seks kampe i 2. division, da det på udebane blev et nederlag på 4-0 til Hillerød Fodbold.
De første 45 minutter var ellers en jævnbyrdig omgang, hvor målmand Mads Petersen dog måtte vise sin klasse på en friløber til værterne, men efter Hillerød-dominans i kampens indledende fase, kæmpede RIF-mandskabet sig ind i opgøret.
Det gav blandt andet et par nær ved og næsten-muligheder til henholdsvis Jacob Jay Andersen og Martin Egelund, men ved pausen var stillingen fortsat 0-0.
Gæsterne skiftede Jules Youmeni ud efter de første 45 minutter, og ind kom i stedet Kasper Nissen, hvilket skubbede Klaus Moesgaard ned på midtbanen.
Den nye opstilling fik dog dårligt mulighed for at etablere sig, inden Mads Kaalund bragte hjemmeholdet foran 1-0 – og bare fire minutter senere øgede Nikolaj Kristensen til 2-0.
- Vi kom ellers ind til anden halvleg med en god fornemmelse, for på det tidspunkt havde Hillerød ikke truet os for alvor, og så er vi pludselig bagud 2-0, siger Nicolai Wael.
De første 10 minutter af anden halvleg var dermed ikke videre festlige for udeholdet, og det blev de sidste 10 minutter heller ikke – Benjamin Bennett-Larsen og Mads Kaalund øgede til slutresultatet 4-0.
- De to hurtige mål i begyndelsen af anden halvleg punkterede kampen, og da vi satsede, udnyttede Hillerød det til at score yderligere. Det var tydeligt at se, at den lange pause sidder i spillerne, der manglede den sidste finish i tingene, og så indkasserede vi for let mål – blandt andet på grund af personlige fejl, og det skal vi have sorteret ud i, slår Nicolai Wael fast.
Han glæder sig til at få en hel træningsuge inden den næste opgave, for der er, som han siger, ting der skal forbedres.- Det er selvfølgelig kedeligt at gå ind til en ny uge med et 4-0 nederlag, men vi skal smide det fra os hurtigt og rette fokus fremad. Vi er alle klar over, hvor vi skal løfte os, og det er for eksempel på kynismen i vores defensive spil – Hillerød kom alt for let til tre af målene, mener RIF-cheftræneren.
Næste opgave for Ringkøbing IF er lørdag den 20. juni klokken 15.00, og på Green Arena er modstanderen B93, som indledte nedrykningsspillet med at vinde 4-0 over Næsby