En ide blev til en drøm, og nu virkelighed.

Royal Run kommer til Ringkøbing i 2026
Mandag den 25. maj skal vi holde en kæmpe Royal folkefest i Ringkøbing.

Sådan et stort event kommer altså ikke bare trissende til byen af sig selv – der er jo ikke nogen, der banker på og spørger, om vi vil have besøg. Det kræver hårdt arbejde og stædighed at få et så populært arrangement til Ringkøbing.

Fra idé til virkelighed
Idéen blev født en aften på et bestyrelsesmøde i goenergi Loungen på Fasers Led 2. Det tog ikke mange minutter, før den lille idé blev til en stor drøm, og vi kontaktede kommunen. Kommunen var med på vognen fra start, og sammen fik vi sendt en ansøgning til Royal Run 2025.

Den gik desværre ikke hjem – vi kom ikke med i det fine selskab dengang. Og så stod vi dér og skulle beslutte, om det var dét, nu havde vi jo prøvet, eller om vi skulle give den et skud mere.

Svaret gav næsten sig selv: vi vestjyder giver os ikke så let. Så ansøgningen blev finpudset og sendt afsted endnu engang – denne gang med overskriften: Værtsby Royal Run 2026. Og nu er drømmen altså blevet til virkelighed.

Vi er både glade og stolte – og går ydmygt til opgaven.

To kæmpe events på én weekend
I pinsen 2026 får vi travlt. Vi skal nemlig både afvikle North Sea Football Cup og Royal Run. Det bliver en weekend, vi aldrig glemmer. Og vi får brug for jer alle sammen – uden jer, ingen RIF.

 

Her kan i læse pressemeddelelsen fra Ringkøbing-Skjern Kommune:

”Vi glæder os til folkefest”

Royal Run kommer til Ringkøbing den 25. maj 2026. Det glæder både borgmester og formand for Ringkøbing Idrætsforening, der begge står bag ansøgningen.

Det er netop offentliggjort: Det store og meget populære løb, Royal Run, kommer til Ringkøbing mandag den 25. maj 2026, 2. pinsedag.

I 2025 deltog hele 97.786 løbere i den store begivenhed, der fandt sted i Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og København/Frederiksberg. Indtil videre er kun Ringkøbing blevet offentliggjort som kommende værtsby i 2026. 

Her er forventningen, at hele 10.000 løbere snører løbeskoene og begiver sig ud på en af de tre ruter, One Mile, 5 kilometer eller 10 kilometer, primært centreret omkring midtbyen i Ringkøbing.

-          Det er en enestående begivenhed for os. Det bliver en kæmpe folkefest, og jeg glæder mig over, at holdet bag Royal Run kunne se alt det, vi har at byde på her, siger borgmester Hans Østergaard.

Ansøgningen om at få Royal Run til Ringkøbing er sendt i samarbejde med Ringkøbing Idrætsforening. Her er formand Henning Bro, lige som borgmesteren, en glad mand:

-          Det er fantastisk. Det bliver det største event, vi har haft i RIF, siger han spændt.

Royal Run finder som nævnt sted mandag den 25. maj, 2. pinsedag, 2026. Det er dagen efter, RIF afslutter den klassiske pinse cup, hvor 5000 børn og unge spiller fodbold hele pinsen. Derfor:

-          Det betyder, at vores mange dygtige frivillige skal ”holdes i gang” en dag ekstra. Det vil de helt sikkert gerne – men jeg vil også gerne understrege, at det her bestemt ikke er ”en lukket fest”. Hvis frivillige fra andre foreninger i by og opland har lyst til at være med til Royal Run som frivillige, bliver der masser af gode muligheder for det, siger Henning Bro. 

Royal Run er som bekendt et motionsløb. Og det helt særlige ved dette motionsløb er, at der på en af ruterne i de forskellige værtsbyer altid deltager en fra den kongelig familie.

Det er endnu ikke meldt ud, hvem fra den kongelige familie, der løber med på brostenene i Ringkøbing – men det er heller ikke afgørende, siger borgmesteren:

-          Uanset hvem fra den kongelige familie, der kommer til løbet her i Ringkøbing, så glæder vi os til at byde velkommen til det, der bliver den største folkefest.