Der skal point på kontoen i Tønder
Det har været en svær start på sæsonen for Ringkøbing IF, der i sæsonens første tre opgør i 2. Division har mødt tre forventede tophold i form af Jammerbugt FC, Brabrand IF og senest Thisted FC.
At de tre kampe kun har kastet et point af sig, er naturligvis skuffende, men heldigvis er sæsonen lang, og allerede i morgen får holdet en ny mulighed for at sætte point på kontoen.
Og selvom sæsonen er lang, så er point på kontoen nærmest påkrævet i Tønder, hvor FC Sydvest venter, så man forhåbentlig kan kravle op i tabellen og få startet en positiv stime.
På papiret er FC Sydvest måske en nemmere modstander end de første tre kampe Ringkøbing IF har spillet i 2. Division i denne sæson, da sønderjyderne sidste år endte som nummer syv i Nedrykningsspillet.
Op til denne sæson har holdet dog holdt fint fast i stammen fra sidste sæson, og der er samtidig blevet hentet flere store navne ind. Man har hentet de tidligere Superliga-angribere Morten Beck, William Møller og Silas Songani, mens man også har lejet forsvarsspillerne Jeppe Schultz og Emil Ankersen i Esbjerg fB, så der hersker ingen tvivl om, at FC Sydvest er blevet et forstærket mandskab i denne sæson.
Holdet, der ledes af den tidligere Ringkøbing IF-spiller og assistent Hans Henrik Andreasen, har dog ligesom Ringkøbing IF fået en lidt shaky start på sæsonen, hvor det er blevet til en sejr og to nederlag. Sæsonpremieren blev tabt snævert hjemme imod AB, hvorefter man vandt hjemme over Næsby, og senest blev det så til et stort 1-5 nederlag i Dalum.
Og selvom Ringkøbing IF heller ikke selv har fået en pointmæssig god start på sæsonen, så er FC Sydvest et af de hold, som man har et fint tag på, selvom man ofte har det svært imod dem. Ti gange er de to mandskaber stødt ind i hinanden i 2. Division, og her har Ringkøbing IF vundet fem gange, spillet to uafgjorte og tabt tre.
I den seneste sæson blev det til fire point til Ringkøbing IF imod FC Sydvest, da man vandt 1-0 på hjemmebane og spillede 0-0 nede i Tønder, og i morgen er der altså mulighed for at fortsætte den positive stime.
På skadesfronten ser det også fint ud for Ringkøbing IF, hvor det kun er Dennis Juelsgård, der fortsat sidder ude. Det kan vise sig at være vigtigt, da kampen i Tønder bliver den anden på kun fire dage, og derfor kan det blive vigtigt at have en bred trup, som Ringkøbing IF heldigvis besidder.
Hvad cheftræner Nicolai Wael beslutter sig for, finder vi ud af onsdag aften klokken 18:45, hvor opgøret imellem FC Sydvest – Ringkøbing IF fløjtes i gang på Bank Parken Tønder.
Kampen kan følges via Facebook, Radio Max og ses live hos Ekstra Bladet+.