Chanceorgie endte med det rene ingenting
Inden søndagens hjemmekamp mod Skjold Sæby sagde RIF-cheftræner Claus Christianen, at værterne skulle jagte en sejr, selv om eksistensen i danmarksserien er tæt på at være sikret.
Han var en meget skuffet mand efter første halvleg.
- Vi leverede en sløj indsats inden pausen. Vi savnede saft og kraft i det meste, vi foretog os, og der var noget tøvende over det, vi kom med, sagde Claus Christiansen efter et opgør, som nordjyske Skjold Sæby endte med at vinde 2-1.
Alle tre mål faldt i første halvleg, og gæsterne kom i front på et straffespark begået af Mikkel Kjeldstrup, og det blev også 2-0, da nordjyderne dygtigt udnyttede en omstilling.
- De satsede meget på omstillinger, og de var gode til dem. Vi fik hurtigt reduceret efter 2-0 scoringen, da Andreas Lauridsen stod for oplægget til Mikkel Holks scoring.
Derfra ændrede kampen karakter - RIF-mandskabet overtog, men alligevel talte Claus Christiansen forholdsvis højt i pausen.
- Vi præsterede langt bedre i anden halvleg, hvor vi havde to forsøg på stolpen, tre på overliggeren, og flere gange reddede gæsterne på målstregen. Det var helt utroligt, at vi ikke scorede mere end et mål, sagde Claus Christiansen.
RIF-cheftræneren kategoriserer ikke kun de mange misbrugte muligheder som uheld, for det handler også om kvalitet, som han sagde.
- Vi savnede lidt dygtighed foran modstandernes mål, for vi skal naturligvis vinde en kamp, hvor vi producerer så mange chance på en enkelt halvleg. Omvendt kan man ikke forvente at vinde en danmarksseriekamp på baggrund af det, vi leverede inden pausen, lød det fra Claus Christiansen.
Næste opgave for RIF-mandskabet er endnu en hjemmekamp - på lørdag er Tjørring IF gæst på Green Arena.