Asbjørn Bøndergaard - Fra Ringkøbing IF til Silkeborg IF

ASBJØRN BØNDERGAARD - FRA RINGKØBING IF TIL SILKEBORG IF:

Ringkøbing IF’s ungdomsafdeling klarer det ekstremt godt i øjeblikket.

Et af beviserne på det er 15-årige Asbjørn Bøndergaard, der dog ikke længere er i Ringkøbing IF – men det er der god grund til.

Før sommerferien skrev Asbjørn Bøndergaard, der er angriber, nemlig under på en tre-årig kontrakt med Superligaklubben Silkeborg IF.

”Det er jo lidt anderledes end i Ringkøbing, og det er selvfølgelig noget mere professionelt, men jeg synes, det er rigtig fedt i Silkeborg. Man lærer meget af det, og der er hele tiden pres på én, hvor der er flere trænere, der kigger på én hele tiden, så det er egentlig bare rigtig spændende. Det er gået lidt hurtigt, men det har ikke været hektisk på nogle måder, så det har egentlig bare været sjovt og fedt,” fortæller Asbjørn Bøndergaard om den første tid i Silkeborg IF.

Skiftet til Silkeborg er dog ikke kommet ud af det blå, for inden skiftet til Silkeborg IF blev permanent, så har angriberen spillet under dobbeltlicens, hvilket har betydet træning i Silkeborg IF tirsdag og måske også torsdag, mens det mandag og fredag har foregået i Ringkøbing IF – og så har der selvfølgelig været kampe i weekenderne.

”Dobbeltlicens gjorde, at jeg ikke skulle køre til Silkeborg fem gange i ugen til at starte med, hvilket ikke ville være holdbart, selvom jeg jo bare kunne sove i bilen,” siger Asbjørn med et smil. ”I stedet kunne jeg træne med i begge klubber og spille kampe for Silkeborg IF og lidt for Ringkøbing IF. Det var virkelig godt for mig, og det kan jeg kun anbefale til andre i samme situation.”

Og selvom turen allerede er gået til Silkeborg permanent, så har han sat stor pris på sin tid i Ringkøbing IF.

”Jeg har fået en masse god træning i Ringkøbing IF, som jeg har kunne tage med op til Silkeborg. Ringkøbing var det sted, jeg for alvor udviklede mig på grund af en masse træning med dygtige trænere, så det har været helt perfekt,” forklarer han.

Og det er ikke overraskende sød musik i ørene på Ringkøbing IF’s talentkoordinator, Torben Dahl.

”Vi er glade for, at når spillerne kommer ind i nye rammer, at vi så kan se de værdier, vi har givet dem i kompetencer og evner. Skal man blive den komplette fodboldspiller, så skal man ind i nogle rammer, som vi desværre ikke kan tilbyde. Det kræver fuldtidssetup, og derfor er vi glade for at have sendt Asbjørn videre til Silkeborg IF, hvor der kan bygges videre på ham,” forklarer Torben Dahl, der understreger vigtigheden af, at Ringkøbing IF kan sende ungdomsspillere videre til større klubber.

”Det betyder meget, for nu kan vores unge spillere se, at hvis man arbejder hårdt for sagerne, så kan man i Ringkøbing IF blive udviklet til et højt niveau, og så kan vi hjælpe dem videre til større klubber. Er man en spiller fra vores geografiske område, så kan vi være steppet til at komme videre til en Superliga-klub, hvis evnerne og viljen rækker til det, for vi har trænerkapaciteten til at flytte spillerne videre til det næste niveau,” siger han.

Ikke nok med den flotte kontrakt i Silkeborg IF så formåede Asbjørn Bøndergaard tilbage i juni også at blive udtaget til U16-landsholdet, der om en lille uges tid drager til England for at spille imod England og Irland.

Desværre har en skade sat en stopper for en ellers vejfortjent debut som ungdomslandsholdsspiller, men udtagelsen gør også Torben Dahl stolt på Ringkøbing IF’s vegne.

”Det nåleøje, som Asbjørn er kommet igennem, er så lille, og det er helt fantastisk, at han er kommet igennem det via en klub som vores. Det er 18 drenge i Danmark, der er kommet på det ungdomslandshold, og med omkring 2000 spillere i hver årgang, så siger det noget, om det niveau Asbjørn har nået. Det viser også, at hvis man ikke lige er valgt ud af FC Midtjylland som 12-årig, så har man stadig chancen for at gå hele vejen og nå sin drøm. Og nu har vi bevist i vores klub, at vi har gjort det med to spillere på tre år,” lyder det til sidst fra Torben Dahl, der henviser til Anders Dahl, som tilbage i 2017 ligeledes blev udtaget til U16-landsholdet, inden han også skiftede til Silkeborg IF.

Vi ønsker Asbjørn Bøndergaard al mulig held og lykke i Silkeborg IF, og vi glæder os til at følge ham fremadrettet!

Billedet nedenunder er desuden taget til vores morgenmøde i starten af august, hvor Asbørn velfortjent blev præsenteret for sin egen Ringkøbing IF-trøje.