Andreas Bonde Jespersen: "Har været fedt at få chancen"
De seneste to kampe er desværre endt i nederlag for Ringkøbing IF, der både er blevet besejret af HIK og Kolding IF.
For Andreas Bonde Jespersen har det dog også været de to første kampe for Ringkøbing IF’s 2. Division, og han har været glad for at få chancen.
”Det har været fedt at få chancen, og det er noget som jeg har ventet på længe. Derudover var det selvfølgelig fedt at min debut hjemme på Green Arena foran vores faste tilskuere imod HIK. At jeg så blev indskiftet igen imod Kolding, er jeg utrolig glad for,” fortæller Andreas Bonde Jespersen.
Den alsidige spiller, der kan dække pladser i både forsvaret og på midtbanen, havde en rigtig god opstart, men skader og en trafikulykke har bremset ham en smule i foråret.
”Jeg føler min største udvikling skete i vinterperioden og i opstarten til forårssæsonen. Det blev så desværre ødelagt af en skade lige inden sæsonstart, og efterfølgende har jeg været med i en trafikulykke og været ramt af sygdom, og det var alt sammen med til at gøre, at starten af foråret blev meget ustabilt,” forklarer han, inden han understreger, at den seneste tid har været god for ham.
”Her de sidste fire-fem uger har jeg trænet fuldt med igen og spillet med Jyllandsserien hver weekend. Og i de sidste par uger har jeg så virkelig fundet formen, som har givet mig debut på 2. Division og tre scoringer i to kampe for Jyllandsserien,” lyder det fra en tilfreds Andreas Bonde Jespersen.
Her i slutningen af sæsonen venter der to kampe for 2. Division og tre kampe for Jyllandsserien, og Andreas Bonde Jespersen håber på mere spilletid på klubbens bedste hold.
”Jeg håber, at jeg får spilletid i de sidste to kampe og på den måde kan slutte sæsonen godt af ofr mig personligt. Den gode sæsonafslutning skal så være med til at føre mig endnu tættere på start-11’eren i næste sæson, hvor jeg naturligvis gerne vil spille mere, end jeg har gjort i år,” forklarer han.
Om det bliver til spilletid for Andreas Bonde Jespersen i Ringkøbing IF’s næste kamp, finder vi ud af på mandag, hvor holdet skal møde Vanløse IF i sæsonens sidste udebanekamp.
Det opgør fløjtes i gang klokken 14:00 og kan følges på Facebook, via Radio Max eller ses live her: https://mycujoo.tv/video/vanlose?id=41782.