Anders Vestergaard Larsen før Brabrand IF: "Forsøger altid at gå forrest"

På søndag kan Anders Vestergaard Larsen runde 200 kampe i den flotte RIF-trøje, når holdet tager imod Brabrand IF hjemme på Green Arena.

Og i sidste kamp havde han endda anførerbindet rundt om armen i 2. halvleg, da Mads Petersen udgik med en skade, men tjansen som viceanfører betyder ikke så meget for forsvarsspilleren. Han vil nemlig gå forrest uanset hvad.

”For mig er det ikke så vigtigt at bære et anførerbind eller ej. Uanset hvad forsøger jeg altid at gå forrest med de ting, som jeg kan bidrage med. Jeg forsøger altid at bidrage med rutine, vejledning samt hårdhed og kynisme i forsvarsspillet. Det synes jeg er vigtigt på den position, jeg spiller,” siger Anders Vestergaard Larsen, der også mener, at de offensive spillere i Ringkøbing IF kan lære lidt af ham.

”Herudover er jeg en fantastisk god afslutter, og jeg er heller ikke bleg for at vise vores offensive spillere, hvordan de skal score mål, men de har meget at lære endnu, hvis de skal op på det samme niveau,” siger han med et glimt i øjet.

På søndag gælder det så Brabrand IF, og hvis Ringkøbing IF skal have noget med fra det opgør, så skal man have minimeret fejlene fra nederlaget i Middelfart. Og så får forsvarsspilleren som sædvanlig også lige sendt en stikpille afsted mod Dennis Juelsgård.

”Vi skal naturligvis minimere antallet af personlige fejl, hvor kampen i Middelfart viste, at et hold af deres kaliber bare straffe sådan noget med det samme. Herudover skal vi selv være skarpere og mere kyniske i deres felt. Jeg mener også, at Dennis Juelsgård har karantæne, så jeg regner også med at vores midtbane til kampen mod Brabrand IF er langt hurtigere end sædvanligt, og det må klart være et plus,” forklarer Anders Vestergaard Larsen med et smil.

Og netop Brabrand IF har Ringkøbing IF mødt tidligere i dette forår, hvor man fik udvist to mand i 1. halvleg og tabte 0-3, og Anders Vestergaard Larsen tror på en god og tæt kamp på Green Arena denne gang.

”Kampen mod Brabrand IF var en mærkelig kamp. En kunststofsbane, elendigt vejr, to røde kort i 1. halvleg og en brækket næse til Nikolaj Pape Sørensen. Det er opskriften på en kamp, der bliver op ad bakke. Udfordringer var der nok af, men jeg synes, at vi døde med støvlerne på forholdene taget i betragtning. Jeg glæder mig altid til at spille på Green Arena, og jeg tror nok, vi skal få en rigtig god og tæt kamp denne gang,” forklarer han.

Det finder vi ud af søndag klokken 14:00, hvor opgøret mellem Ringkøbing IF – Brabrand IF fløjtes i gang på Green Arena.

Kampen kan desuden følges på Facebook eller ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/ringkobing?id=41862.