Anders Vestergaard Larsen før 200-kampsjubilæum: "Det er her, jeg hører til"
På søndag kan Anders Vestergaard Larsen runde kamp nummer 200 for Ringkøbing IF’s førstehold, når holdet tager imod Brabrand IF hjemme på Green Arena.
Og det er måske ikke den store overraskelse, at antallet af kampe er blevet så højt, for den 27-årige forsvarsspiller kan ikke se sig selv i andre klubber end Ringkøbing IF.
”Jeg elsker den her by og den her klub, hvor jeg altid har spillet, og jeg kan ikke forestille mig at spille andre steder. At komme ud til træning har altid været mit frirum fra en travl hverdag, og det pusterum, det giver, er svært at beskrive betydningen af. Der har altid været en fantastisk kultur i klubben blandt spillere, frivillige og alle omkring. For mig er Ringkøbing IF et andet hjem – det er her, jeg hører til,” lyder det fra Anders Vestergaard Larsen.
Han er selv ret sikker på, at debuten på førsteholdet kom imod Taars-Ugilt IF i Jyllandsserien, da han var førsteårs U19-spiller, og der er sket meget siden da.
”Siden min første kamp er jeg blevet langt stærkere rent fysisk, da jeg ikke var det monster, som jeg er i dag, og jeg har naturligt fået mere rutine og er blevet bedre med bolden. Jeg startede den første halvsæson som venstreback, da jeg sparker lige godt med begge ben, men i takt med at jeg blev stærkere og hurtigere, blev jeg rykket ind i midterforsvaret. Her har jeg gennem tiderne haft gode makkerskaber med blandt andet Nicolai Laursen, Jacob Hedegaard, Ersin Cakir og Jesper Dalsgaard,” forklarer Anders Vestergaard Larsen med et smil.
Det er dog ikke kun for Anders Vestergaard Larsen, der er sket en del. Det er der nemlig også for klubben.
”Klubben og hele setuppet omkring har udviklet sig meget. Da jeg startede var loungen der ikke, og vi klædte om i de gamle omklædningsrum. Vi rykkede op i 2. Division i min første sæson som senior, og derfra er det hele blevet langt mere professionelt, hvilket er rigtig godt for fodbolden,” siger han, men understreger, at han også savner de gamle dage en smule.
”Jeg savner dog også ’de gode gamle dage’, da jeg var helt ny som senior, hvor spiller som Erik Bjerg, Simon Kristoffersen og Kasper Lauridsen havde nøgleroller på holdet, og hvor jeg blev taget fantastisk godt imod og var én af gutterne med det samme, og vi havde et helt unikt sammenhold på holdet. Når man tænker på, hvor gamle de spillere er i dag, så forstår man, hvor længe siden det er,” fortæller Anders Vestergaard Larsen.
Og når det kommer til fremtiden for Anders Vestergaard Larsen, så er målet klart, og der bliver svaret på sædvanlig beskedens facon, når det gælder, hvor mange kampe han kan runde for Ringkøbing IF.
”Jeg regner selvfølgelig med at runde omkring 500 kampe for klubben, når jeg stopper på førsteholdet som 40-årig. Jeg har allerede nu givet trøje nummer 3 legendestatus i klubben, og jeg forventer helt klart, at trøje nummer tre bliver pensioneret fremadrettet,” forklarer forsvarsspilleren.
Læs mere fra søndagens mulige 200-kampsjubilar, hvor han snakker om at være viceanfører i klubben, og så bliver der selvfølgelig også set frem til selve kampen mod Brabrand IF.