Årets sidste kamp på Green Arena står for døren
Søndag morgen klokken 10:30 bliver årets sidste 2. Divisionskamp på Green Arena spillet, når Ringkøbing IF tager imod FC Sydvest.
Det noget tidligere spilletidspunkt skyldes, at opgøret er TV-kamp hos kanalen SPORT LIVE, så der er dermed gode nyheder til alle eksilvestjyderne rundt omkring i det danske land, der kan nyde kampen i fjernsynet.
Gode nyheder har der desværre ikke været så mange af for hverken Ringkøbing IF eller FC Sydvest, der begge ligger i den tunge ende af 2. Divisions Pulje 2 efter lidt under halvdelen af den indeværende sæson.
Ringkøbing IF ligger som bekendt på rækkens 12. plads med syv point, mens morgendagens gæster er at finde to placer over på en 10. plads med 12 point på kontoen.
For FC Sydvest har det på det seneste været en sæson, der har kørt meget i stimer. Fra 7-10 spillerunde gik man nemlig ubesejret med to sejre og to uafgjorte, inden man i de sidste fire kampe er gået fra banen med 0 point og en målscore på 1-13.
Det tog FC Sydvest konsekvensen af forud for sidste rundes opgør imod topholdet fra Aarhus Fremad, da man blev enige med Hans Henrik Andreasen om at stoppe samarbejdet, og dermed er det ikke den tidligere Ringkøbing IF-assistent, der står i spidsen for sønderjyderne, som i stedet bliver ledet af Kim Munch i morgen.
For Ringkøbing IF er der kommet lidt positive nyheder i en svær tid, da både Ragnar Leósson og Mikkel Kjeldstrup er kommet godt tilbage fra deres respektive skader, og de forventes derfor begge at være med i truppen, når opgøret fløjtes i gang på søndag.
Udover det kan Ringkøbing IF også glæde sig over, at man har mødt FC Sydvest hjemme på Green Arena fem gange tidligere, hvor det er blevet til hele fire sejre, mens FC Sydvest kun har vundet et enkelt af disse opgør.
Og det kunne også godt tegne sig til at blive et målrigt opgør i morgen. De to hold har nemlig mødt hinanden 11 gange, og der er blevet scoret 38 gange, hvor begge hold har nettet 19 gange.
Det var også tilfældet, da de to holdt mødtes tidligere i denne sæson. Her endte det nemlig 3-3 i Tønder, hvor Martin Egelund, Mikkel Jakobsen og Anders Vestergaard Larsen stod for de tre scoringer af Ringkøbing IF.
De mange scoringer håber vi selvfølgelig på at se igen i morgen, hvor der samtidig er planlagt en masse aktiviteter på Green Arena.
Der er nemlig fri entré takket være kampsponsor Ringkøbing-Skjern Kommune, der også udlover en el-bil for en weekend til en heldig vinder.
En halv time før kickoff åbner Hancock Fanzone naturligvis også, hvor der vil være fadøl til halv pris indtil kampstart.
Derudover sørger hovedsponsor Ringkjøbing Landbobank for en gratis slikpose til alle børn, og i halvlegen og efter kampen vil Volf Duo sørge for en for musik og en masse god stemning.
Ligeledes efter kampen vil der være gratis ølsmagning ved Hancock Bryggerierne, og Ringkøbing IF vil afholde sit spinningsarrangement.
Der er derfor mange gode grunde til at tage ud på Green Arena, men skulle man være forhindret, så kan kampen naturligvis følges på Facebook eller ses live hos TV-kanalen SPORT LIVE, ligesom kampen også kan streames med Ekstra Bladet+ via følgende link: https://ekstrabladet.dk/plus/tv/play/sport/anden-division/article7715731.ece.