Vigtig kamp venter på Fyn

Lørdag eftermiddag gæster RIF-mandskabet OKS, som sagtens kan konkurrere med Svendborg om at have den hyggeligste hjemmebane på Fyn.

RIF-cheftræner Claus Christiansen fokuserer dog mere på kampens betydning end fynsk idyl, og let bliver det ikke, forudser han.

- Det er en vigtig kamp for begge hold, og vi kommer op imod et OKS-mandskab, som har været meget stærkt i dette forår. Dog har de lige været i Corona-karantæne, så vi må se, om det påvirker dem, siger Claus Christiansen.

Han må undvære Tobias Plauborg Jensen, som fik det røde kort mod Varde, men trods savnet af den unge RIF'er, er gæsternes cheftræner fortrøstningsfuld.

- Vi skal bygge videre på de positive momenter, der var mod Varde, for de var der. Jeg er sikker på, der venter en god og underholdende kamp, for OKS er et godt spillende hold, og vi forsøger at spille endnu mere med bolden, siger Claus Christiansen, som ser frem til mødet med et hold, som prioriterer at spille fodbold.

- Vi glæder os til at spille på er hyggeligt stadion mod en klub, som har mange gode folk involveret, og vi kommer med ranke rygge efter indsatsen mod Varde, slår RIF-cheftræneren fast.