Update fra Ringkøbing IF's kampe

Der har været rigtig mange RIF-kampe på programmet i sidste uge. Dem kan du læse mere om herunder.

Serie 1: I fredags var Serie 1 i kamp, hvor man spillede lokalopgør i Spjald, som desværre endte med et 1-3 nederlag, hvor Mikkel Brogaard Petersen stod for den eneste scoring RIF-scoring. Nederlaget betyder, at holdet må afgive sin førsteplads i puljen, men holdet skal forsøge at komme tilbage på sejrssporet på mandag, hvor Ribe BK gæster Ringkøbing. Kickoff er klokken 19:00.

Kvindeserie Vest: Ringkøbing IF’s bedste kvindehold hentede i torsdags en flot 1-0 sejr over Skive IK efter scoring af Jasmin Smedegård. Med sejren har holdet spillet sig otte point væk fra nedrykningsstregen, og på lørdag skal man forsøge at fortsætte de gode takter i AaB. Den kamp fløjtes i gang klokken 15:00.

U19 Liga 1: U19 Liga 1 spillede ikke i weekenden, men holdets næste kamp er allerede på fredag, hvor der venter en tur til Sønderborg. Kickoff her er klokken 19:00.        

U17 Liga 1: I søndags var U17 en tur på Fyn for at møde rækkens tophold fra OB, og her endte det med et 3-5 nederlag. På lørdag skal holdet ud i endnu en hård kamp, når man på hjemmebane tager imod Ikast FC, hvor kickoff er klokken 13:00.

U15 Liga 2: I den seneste uge har U15 været i kamp to gange. I midtugen blev det en 1-0 sejr i Horsens efter scoring af Mohammad Alrefai, og i søndags tabte holdet 0-2 hjemme imod FC Sønderborg. På lørdag venter der en tur til Hobro, hvor kampen sparkes i gang klokken 15:15.

U14 Liga 2: Ringkøbing IF’s bedste U14-hold spillede i lørdags 0-0 på udebane imod lokalrivalerne fra Skjern GF. Allerede i morgen venter der en ny kamp, når turen går til Vildbjerg. Det opgør fløjtes i gang klokken 18:45.

U13 Liga 1B: U13 Liga 1B forsætter de imponerende takter, hvor det i sidste uge blev til to flotte sejre. Først blev lokalrivalerne fra FS Holstebro besejret med hele 5-0, og efterfølgende vandt man 4-2 over VRI. På lørdag spilles der topkamp imod Hobro IK hjemme i Ringkøbing. Kickoff her er klokken 12:00.