Truppen klar til påskens første opgave

Så bliver det endelig alvor igen - skærtorsdag spiller RIF-mandskabet atter om point.

Gæsterne på Green Arena er Horsens fS, og opgøret bliver et kærkomment vendepunkt efter en lang pause uden både kamp og træning på grund af Covid-19

Værterne nåede en enkelt træningskamp, 1-1 mod Herning Fremad, så der er stadig lidt usikkerhed i forhold til holdets fysiske forfatning.

- Jeg er spændt på, hvor vi står, men spillerne skal roses, for de træner godt. Vi har dog ikke haft lang tid at træne i, så det er fint, at det er muligt med fem udskiftere, siger Claus Christiansen, som må undvære et par af de normale spillere i truppen.

Han har til gengæld fint styr på modstanderen fra Horsens fS, så han ved, hvad der venter RIF-spillerne.

- De har et ungt hold, som kommer med masser af power på et fundament bygget af en stærk defensiv, siger RIF-cheftræneren, som glæder sig til at se de unge RIF-spillere i den første, seriøse test.

- Det er meget positivt, at vores trup rummer unge spillere som Tobias Plauborg Jensen, Zacharias Sørensen, Kristian Bilberg, Casper Jessen og Anders Vesterbæk - alle fem kunne faktisk spille U19-fodbold, men de har kvaliteterne til at være med på danmarksserie-niveau, hvilket er i tråd med klubbens strategi, siger Claus Christiansen, som har udtaget følgende trup:

Simon Brogaard, Brian Andersen, Lennard Lauridsen, Lauge Olesen, Tobias Plauborg Jensen, Dennis Juelsgård, Anders Vestergaard Larsen, Casper Jessen, Anders Vesterbæk, Daniel Christensen, Johannes Paustian, Mikkel Kjeldstrup, Klaus Moesgaard, Johan Søndergaard Larsen, Zacharias Sørensen, Christian Pinholt og Kristian Bilberg.

Opgøret mod Horsens fS fløjtes i gang klokken 14.00, og det er muligt at følge med via Dagbladets liveopdatering.