Trænerteamet er komplet

Jesper Dalsgaard er tilbage i klubben som spillende træner for andetholdet, mens Allan Mikkelsen fortsætter som assistent for divisionsholdet

Ringkøbing IF har nu den komplette trænerstab klar til den kommende sæson, og staben er fuldendt med to velkendte navne.
Klubbens mangeårige anfører Jesper Dalsgaard vender tilbage i en rolle som spillende træner for klubbens næstbedste mandskab.
Jesper Dalsgaard indstillede sin karriere på divisionsholdet for et halvt år siden, men i den kommende sæson er han tilbage på Green Arena.
- Det er vi meget glade for, da klubbens mange unge spillere i Jesper får en god rollemodel, siger sportschef Jens Nielsen.

Tidligere har divisionsholdets assistenttræner Allan Mikkelsen haft ansvaret for andetholdet, men det ansvar overtages altså af Jesper Dalsgaard, hvilket tillader Allan Mikkelsen at fortsætte i klubben udelukkende med fokus på rollen som assistenttræner.
- Allan har passet to jobs, og det er for meget. Heldigvis fortsætter han som assistenttræner, hvor der nu bliver luft til at løfte forskellige opgaver som eksempelvis scouting, siger Jens Nielsen.

Sportschefen glæder sig over, at det samlede trænerteam til den kommende sæson er på plads.
- Det er et meget stærkt team, som vi ser frem til at følge næste sæson, siger Jens Nielsen, som forklarer, at de seneste tilføjelser til trænerstaben er et udtryk for flere ting.
- Dels handler det om, at Allan ikke skulle dække to jobs længere, men vores nye trænerstab er i høj grad også et udtryk for, at vi investerer endnu mere i den store, lokale talentmasse. De fortjener at blive mødt af kompetente trænere, siger Jens Nielsen, som ligeledes understreger, at der i fremtiden venter fire ugentlige træninger for klubbens bedste spillere.
- Det kræver en både stærk og stor trænerstab, og den har vi på plads nu, slår sportschefen fast med tilfredshed i stemmen