Top mod bund mødes i Skive

Det er top mod bund, der mødes i Skive i morgen, når Ringkøbing IF skal møde rækkens duks fra Skive IK.

Derfor er det heller ikke den store overraskelse, at det er to hold med vidt forskellige formkurver, der støder ind i hinanden på lørdag.

For mens Ringkøbing IF har tabt alle fire opgør i Oprykningsspillet, så har Skive IK vundet tre og spillet en enkelt uafgjort, hvilket var det seneste opgør imod Brabrand IF, hvor rækkens førerhold fik udlignet til 1-1 i slutfasen af opgøret.

Grunden til at Skive IK topper Oprykningsspillet skal især ses i lyset af holdets fornemme forår. Efter årsskiftet har de nemlig vundet imponerende otte kampe og spillet to uafgjorte, og de er derfor fortsat ubesejret i 2019.

Én af de otte sejre kom faktisk også imod Ringkøbing IF, da de to hold mødte hinanden på Hancock Arena i Skive i årets første kamp. Det endte med en 2-0 sejr til hjemmeholdet, selvom Ringkøbing IF ikke var langt fra at stjæle et point, inden Skive IK fik lukket opgøret til sidst.

På trods af de mange point som Skive IK har høstet ind på kontoen, så har alt ikke været fryd og gammen for skibonitterne. Angriberen André Bjerregaard, der også scorede mod Ringkøbing IF i det føromtalte opgør, rev nemlig korsbåndet over i slutningen af april, og det var uden tvivl en stor bet for Skive IK.

Efter skaden til André Bjerregaard har Skive IK spillet tre kampe, og fælles for dem er, at holdet kun har scoret et mål i dem alle sammen, og det siger måske lidt om angriberens indvirkning på holdet.

Ringkøbing IF har dog heller ikke selv banket mål ind i stribevis på det seneste, hvor det er blevet til fire scoringer i Oprykningsspillets foreløbige fire kampe.

Det siger sig selv, at det er en af de ting, der skal forbedres for Ringkøbing IF, og eftersom chancerne har været der til en del flere mål, så er det ganske enkelt skarpheden, der skal forbedres, nu hvor holdet dyster mod de bedste modstandere i 2. Division hver uge.

Ringkøbing IF er dog heller ikke blevet hjulpet af skader, hvor både Nikolaj Pape Sørensen og Dennis Juelsgård er tvivlsomme til morgendagens opgør, og situationen bliver heller ikke ligefrem bedre af, at Lennard Lauridsen må sidde over med karantæne, efter han modtog et gult kort i Brønshøj i sidste weekend.

Dermed bliver det uden tvivl endnu en svær kamp for holdet og Nicolai Wael, der runder 100 kampe i spidsen for Ringkøbing IF i morgen.

Hvordan det ender, finder vi ud af i morgen klokken 15:00, hvor opgøret fløjtes i gang.

Kampen kan følges på Facebook, via Radio Max eller ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/skive?id=43589.