To lynscoringer og et tyndt straffe sænkede Ringkøbing IF på Fyn

Ringkøbing IF åbnede i dag Oprykningsspillet imod Middelfart Boldklub, og her blev holdet sendt hjem med et 1-3 nederlag, hvor alle mål blev scoret i 1. halvleg.

Ringkøbing IF kom ellers rigtig fint ud fra starten af kampen, og efter tre minutter fik man en glimrende mulighed for at score. Mikkel Jakobsen kom bagved værternes forsvar og sendte et fladt indlæg tilbage i feltet, hvor Dennis Juelsgård kom i et perfekt løb til bolden, men desværre endte midtbanespillerens afslutning med at ramme overliggeren.

I stedet blev det Middelfart Boldklub, der bragte sig foran, da et indlæg fra Esben Petersen snød Mads Petersen i målet, og sejlede over Ringkøbing IF’s målmand og ind over stregen.

Den scoring faldt efter 13 minutter, og allerede minuttet efter blev den føring fordoblet. Et hurtigt taget frispark snød Ringkøbing IF’s forsvar, og her blev bolden spillet på tværs til Peter Kristensen, der ganske nemt kunne sparke bolden i nettet til 2-0.

Det var en ordentlig dukkert for Ringkøbing IF, og i det efterfølgende minutter kom Middelfart Boldklub frem til et par chancer, men heldigvis gav det ikke nogle scoringer.

Herefter vågnede Ringkøbing IF lidt op igen, og Kenneth Lund var da også tæt på at komme frem til en afslutning på en friløber, men angriberen snublede i bolden og fik ikke sendt en afslutning afsted.

Med fem minutter tilbage af 1. halvleg fik holdet dog reduceret. En nedfaldsbold i feltet endte for fødderne af Mikkel Jakobsen, der tog et godt træk forbi en forsvarsspiller og blev nedlagt. Det gav et straffespark til Ringkøbing IF, og det tog Dennis Juelsgård sig af på fornem vis, da han lavede en Panenka og udplacerede målmanden, der allerede havde smidt sig.

Dermed lignede det, at Ringkøbing IF kunne gå nogenlunde tilfredse til pausen, men to minutter senere fik værterne ligeledes tilkendt sig et straffespark, hvor kontakten fra Anders Vestergaard Larsen på Casper Johansen dog så ud til at være ikke-eksisterede. Det blev dog fløjtet, og så kunne Casper Johansen selv sparke bolden ind bagved Mads Petersen, der ellers sprang til den rigtige side.

I pausen måtte Ringkøbing IF samtidig udskiftet Mads Petersen med en skade, hvilket gav debut til Simon Brogaard i målet, og endte med at holde buret rent.

Værterne kom ellers frem til flere fine muligheder, men enten manglede skarpheden i afslutningen eller den sidste aflevering.

Selv havde Ringkøbing IF større problemer med at komme frem til chancer, og den største kom i overtiden, hvor Lennard Lauridsen headede et indlæg fra Mikkel Jakobsen ned i fødderne på Middelfarts målmand, der reddede bolden med en god fodparade.

Dermed endte det 1-3 i Middelfart, og Ringkøbing IF skal forsøge at komme tilbage på hesten på søndag, hvor Brabrand IF gæster Green Arena.