To Jesper Lange-mål sikrede tre point i Brabrand

Ringkøbing IF fortsatte sin flotte stime med en ny sejr i Brabrand, hvor man vandt 2-1 efter to scoringer af Jesper Lange.

Allerede efter fem minutters spil slog angriberen til for første gang. Lennard Lauridsen sendte angrebskollegaen i dybden, hvor han med en forsvarsspiller på ryggen løb mod Brabrand-målet, og her lobbede han flot bolden over en fremadstormende målmand, og Ringkøbing IF var dermed foran 1-0 efter en fantastisk start.

Den start blev dog afløst af et Brabrand-overtag, der sad på bolden det meste af tiden. Overtaget blev aldrig helt farligt, men efter 25 minutter blev værterne tilkendt et straffespark. Det tog Lasse Møberg sig af, men med et sløjt spark i venstre side af målet kunne Mads Petersen forholdsvis nemt gribe straffesparksforsøget.

Herefter blev det par halve forsøg fra værterne, men Mads Petersen blev ikke tvunget ud i de store redninger, og i stedet burde Ringkøbing IF faktisk have bragt sig foran 2-0.

Mikkel Kjeldstrup kom ind i Brabrands felt, hvor han spillede bolden skråt tilbage til inde foran mål til Jonas Magnussen, der med sit lidt koldere højre ben sendte bolden forbi mål.

Føringen forblev dermed 1-0 indtil pausen, men i 2. halvleg ændrede det sig hurtigt. Et indlæg fra Brabrands venstre side endte inde hos Lasse Møberg, der headede bolden mod mål. Mads Petersen fik dasket bolden væk, men desværre ikke inden den havde krydset stregen, og dermed var stillingen 1-1 efter 47 minutter.

Men Ringkøbing IF og Jesper Lange var ikke færdige. Efter 62 minutter vandt Jonas Magnussen bolden på midten af banen, sendte en perfekt bold frem i banen til Jesper Lange, der fandt plads imellem forsvaret og tog bolden ind i feltet, hvor han endnu engang udplacerede Brabrands målmand med en flot scoring.

En håndfuld minutter senere burde værterne dog have udlignet. Et angreb ud over højrekanten endte til sidst nede ved Ringkøbing IF’s baglinje, hvor et fladt indlæg blev sendt ind foran mål, og fra kort afstand fik en angriber på en eller anden måde formået at sparke bolden forbi den ene stolpe.

Efter 72 minutter blev det hele lidt sværere for Ringkøbing IF, der blev reduceret til ti mand, da Jacob Sandal modtog sit andet gule kort for at komme for sent i en tackling.

Dermed var der fuldt pres mod Ringkøbing IF-målet de sidste 20 minutter, men Brabrand kom aldrig frem til de helt store chancer, og så kunne Ringkøbing IF fejre sin sjette sejr i de sidste syv kampe, hvilket er den bedste stime for holdet i 2. Division nogensinde, og dermed er holdet også oppe på fjerdepladsen i 2. Division Pulje 1.

Næste opgør for Ringkøbing IF er søndag den 7. oktober, hvor Hans Henrik Andreasen og FC Sydvest gæster Green Arena.