Testresultater afslørede en sensation hos Ringkøbing IF

I disse clickbait-tider er ordet sensation slet ikke en sensation i en overskrift, men det er den eneste brugbare beskrivelse på bagkant af den test, Ringkøbing IF’s bedste fodboldspillere var igennem forud for julepausen.

Her blev de målt op imod hinanden i forhold til for eksempel sprint, retningsskift og springkraft, og de blev ligeledes vejet, fedtprocenten blev målt, og den slags skaber liv og glade dage i en trup, fortæller RIF-fysioterapeut Jimmi Azam.

- Tallene fra testen er præcise, og de er også konkrete i en grad, som gør det muligt for alle at forholde sig til tallene, siger Jimmi Azam, inden han grinende tilføjer:

- Og det gør spillerne.

Hurtighed ser forskellig ud

For eksempel har Dennis Juelsgård allerede på egne platforme lanceret nyheden om, at han var hurtigst af alle på fem meter sprint, men kan det virkelig passe?

- Ja, den er god nok – på den korteste distance var Julle hurtigst, lyder det bekræftende fra RIF-fysioterapeuten, som på den måde står fadder til lidt af en sensation.

Alle i og omkring klubben kender Dennis Juelsgårds mange kvaliteter, ikke mindst et fantastisk venstreben, men ingen har nogensinde overvejet at tiltale ham Hr. Sprinter.

- Det er jo det, der også er så sjovt og spændende ved en test som denne, for hurtighed er mange ting, og hurtighed kan se forskellig ud på banen, men nu har vi konkrete tal på alle spillere, siger Jimmi Azam, som sagtens kan forestille sig, at Julle og alle andre har fået noget skyts leveret til den godmodige hån, som er en del af dagligdagen.

Mange eksplosive spillere

På 10 meter var Dennis Juelsgaard ligeledes med helt fremme, men RIF-kongen på den distance hedder dog Klaus Moesgaard, som også var hurtigst på 25 meter, mens Johan Søndergaard Larsen og Andreas Lauridsen var hurtigst på 30 meter sprint.

- De to sidstnævnte præsterede også den højeste topfart, og de var sammen med Klaus Moesgaard og Christian Pinholt generelt meget eksplosive i alle øvelser, fortæller Jimmi Azam.

Det blev også synligt i en agilitytest, hvor Johan Søndergaard Larsen og Andreas Lauridsen også hurtigst, mens de dog måtte se en anden toppe testen om at springe højest fra stående.

- Her vandt Mikkel Holk med 49,6 centimeter, men generelt lå spillerne meget tæt i de fleste øvelser, afslører Jimmi Azam, som glæder sig over et vigtigt værktøj i det fremtidige arbejde med spillerne.

- Fagligt er resultaterne guld værd, for det bliver i endnu højere grad muligt at målrette træning og øvelser efter det, den enkelte spiller skal forbedre, eller ønsker at være endnu bedre til, og derudover giver resultaterne som sagt masser af humør og motivation i truppen, siger Jimmi Azam, som også fortæller, at der forud for testen blev lavet en liste med små bødeforlæg, og de kommer nu til betaling, siger han smilende.

Hvis du i fremtiden hører Dennis Juelsgård sige noget i retning af: Jeg er utrolig hurtig på de første meter, så skal der altså ikke trækkes på smilebåndet.

Den er nemlig god nok.