Strukturen i 2. Division sæson 2019/2020

Vanen tro – fristes man til at sige - så er der endnu engang kommet ændringer i dansk fodbold, som også får konsekvenser for 2. Division i den kommende sæson.

For eftersom Superligaen skal sættes ned fra 14 til 12 hold, så ændrer det lidt på samtlige rækker længere nede i systemet, og der er 2. Division ingen undtagelse.

Konsekvenserne for 2. Division bliver, at der kun er et enkelt hold, der rykker op i NordicBet-Ligaen i denne sæson, mens hele fem hold må rykke ned i Danmarksserien efter sæsonen.

Selve strukturen i 2. Division forbliver den samme som i sidste sæson, men den gentager vi lige for jer, hvis nogle skulle have glemt den.

Turneringen starter med to puljer á 12 hold, hvor holdene er inddelt i øst og vest. I år er der 13 hold fra Sjælland og 11 hold fra Jylland/Fyn, hvorfor AB er kommet med over i vestrækken.

Der spilles 22 runder i de indledende puljer, hvor man møder alle 11 modstandere i puljen på hjemmebane og udebane.

Herefter bliver top seks i begge puljer lagt sammen i en Oprykningspulje, mens bund seks i begge puljer mødes i Nedrykningspuljen, og her tager man samtlige point med over fra den indledende pulje.

I disse puljer spiller man kun mod hver modstander en gang, hvilket vil sige, at der spilles 11 kampe, og det er derfor tilfældigt, hvem man møder på hjemmebane kontra udebane.

Dermed skal der igen spilles 33 kampe i 2. Division for Ringkøbing IF, og der venter hård modstand, hvor man skal kæmpe en hård kamp for at ende i Oprykningsspillet for tredje år i træk.

Allerede på fredag bliver det første slag sat i gang, når Ringkøbing IF tager imod Jammerbugt FC hjemme på Green Arena.

Det opgør bliver fløjtet i gang klokken 19:00 og kan selvfølgelig følges her på Facebook, ligesom det kan ses live via Ekstra Bladet+.