Stærk trup klar til pokalmøde med naboerne

Sådan cirka 48 timer efter hjemmebanekampen mod Århus Fremad stiller RIF-mandskabet atter op til kamp, og tirsdag aften bliver det et af de mere muntre opgør, da modstanderen i Sydbank Pokalen er naboerne fra Skjern.

Kampen spilles på udebane, og cheftræner Claus Christiansen har udtaget en kompetent trup til pokal- og lokalopgøret.

- Det er selvfølgelig specielt, når to nabobyer møder hinanden, og det er da en kamp, vi gerne vil vinde. Vi har lidt småskavanker i truppen, men vi stiller med et stærkt mandskab, slår Claus Christiansen fast.

Kampen afvikles efter de gældende regler for lavest rangeret hold, og det betyder blandt andet, at der er fri udskiftning.

- Mit primære fokus er naturligvis på vores vigtige kamp i nedrykningsspillet på lørdag, men tirsdag aften retter vi opmærksomheden mod Skjern. Personligt har jeg ikke det store kendskab til dem, men jeg er overbevist om, at vi kan vinde kampen, hvis vi rammer vores niveau, lyder det fra RIF-cheftræneren, som tager følgende trup med til Skjern:

Simon Brogaard, Casper Jessen, Kristian Bilberg, Anders Vesterbæk, Mikkel Holk, Lauge Olesen, Tobias Plauborg Jensen, Magnus Merrild, Christian Pinholt, Anders Vestergaard Larsen, Lennard Lauridsen, Zacharias Sørensen, Andreas Lauridsen og Johan Søndergaard Larsen.