Stærk holdindsats gav tre point på Djursland

På papiret rejste RIF lørdag eftermiddag til Djursland med en decimeret trup, men afløserne viste stort format i en særdeles vigtig kamp for klubben.

Rutinerede navne som blandt andre Dennis Juelsgård, Lennard Lauridsen og Klaus Moesgaard var ikke på holdkortet, men alligevel lykkedes det RIF at vinde udekampen med 1-0 på en scoring af Lauge Olesen 10 minutter før slutfløjtet.

- Jeg er meget imponeret af spillerne, som både mentalt og fysisk leverede en disciplineret indsats. Vi forsvarede os godt i hele kampen, og jeg mener, vores sejr var fuldt fortjent, siger RIF-cheftræner Claus Christiansen efter gevinsten over FC Djursland.

Kampens afgørelse kom efter et langt indkast fra Tobias Plauborg Jensen, Mikkel Holk forlængede, og så timede Lauge Olesen sit løb perfekt, så han kunne sende kampens eneste scoring i nettet.

- Vi var tilbage ved vores base med en solid defensiv, og jeg vil sige, at bagkæden spillede stort set fejlfrit. Dog kom sejren i hus på en stærk holdindsats, for alle spillere leverede det nødvendige i et opgør, der var vigtigt i forhold til at øge afstanden til nedrykningspladserne, siger Claus Christiansen.

Han erkender, at værterne indledte kampen bedst, og der var flere halve chancer, hvor FC Djursland med lidt mere held havde bragt sig foran, men RIF-spillerne fightede sig ind i kampen, og lige inden pausen sendte Lauge Olesen en bold på stolpen.

- Efter pausen blev vi bedre med bolden, og der var chancer til både Holk og Lauge, så vi kunne have scoret tidligere, men det var glædeligt at se, at flere ting fra træningsbanen slog igennem i kamp - blandt andet var vi tæt på at udnytte indøvede hjørnesparkssituationer, men vi manglede lige de sidste marginaler, siger RIF-cheftræneren, som ud over sejren også glædede sig over debut til Mads Kirkegaard.

Endnu et bevis på satsningen på unge talenter, og gennemsnitsalderen på RIF-mandskabet var lige under 20 år i kampen mod FC Djursland.

- Alligevel fremstod vi som ét hold, og vi var, hvor vi skal være på dette niveau. Stor ros til spillerne, lyder det fra en meget tilfreds cheftræner, som på den måde svarede effektivt tilbage på pokalnederlaget til Skjern tidligere på ugen.