Sportslige betragtninger fra sportschefen

Sportschef Jens Nielsen har kigget lidt tilbage til det netop overståede efterår, og samtidig kigger han også lidt frem mod foråret i den sædvanlige omgang af sportslige betragtninger.

Den får du lige her:

Sportsligt kan vi kun glæde os over et fint efterår med 2. divisions placering blandt de 6 bedste hold, der giver adgang til oprykningsspillet. Der resterer endnu 6 runder, men med 6 point forspring til nærmeste forfølger ser det ud til igen at lykkes med at komme blandt de bedste 12 hold. Dernæst rykkede 2. holdet op i jyllandsserien efter et suverænt efterår, lige som U19 liga 1 placerede sig på en flot 2. plads i deres række.

Bevares – det kan gøres bedre – men er alligevel en indikation på noget stort. Nemlig rekruttering af egne spillere til vores 2. divisionshold. Vi har aldrig før haft så stor og bred talentmasse som for nuværende, og det er selvfølgelig en tak vi skal sende nedad i ungdomsrækkerne til dygtige trænere i mange årgange.

Og så har det fungeret med en stor senior førsteholdstrup på 30 spillere, hvor alle har profiteret af et godt og konkurrencedygtigt træningsmiljø. Det har i særdeleshed gjort forskellen i mange serie 1 kampe, der næsten alle blev vundet efter stor dominans.

Endelig havde U19 en flot slutspurt, der for det første sikrede holdet i Liga 1 i foråret, men også gav opmuntringer om et kommende fint forår.

Vi har prøvet os frem med flere modeller i forhold til at skabe et godt elitært træningsmiljø, og der er ingen tvivl om, at vi nærmer os den bedste løsning. Når spillere kommer for at dygtiggøre sig sammen med kompetente trænere, så sker der noget, og når man så kombinerer det med samtræning og ikke mindst samtidighed i træningspas på tværs af holdene, og hvor trænerne også kan sparre med hinanden – jamen så er vi jo på vej mod en kultur i RIF, som sætter en god dagsorden for, hvordan vi vil spille fodbold og omgås hinanden.

Vi skal være endnu mere opmærksomme på egne talenter, og det vil blive et fokuspunkt allerede i dette forår, hvor 4-5 spillere fra U19 vil deltage i mange træninger sammen med 2. divisionstruppen – først og fremmest fordi de både kan og vil.

Helt alene klarer vi det ikke, og derfor er det også glædeligt, at mange spillere udefra har lyst til at spille for RIF. De er med til at løfte overliggeren til træning og kamp, fordi mange af dem kommer fra elitemiljøer noget over vores. Men vi må også erkende, at vi ikke altid kan få, hvad vi ønsker – det afhænger ganske enkelt af noget økonomi og den enkelte spillers ambition.

Vi har sagt farvel til 3 kontraktspillere i denne omgang sammen med 2-3 andre fra 1. holds truppen, og de skal samlet erstattes af 2-3 udefra og fra vores U19 trup. Vi har haft et par langtidsskadede spillere ude, der ligeledes ser ud til at komme tilbage, så truppen bliver lige så stærk som i efteråret.