Smalt nederlag mod russer i Tyrkiet

Det var ikke meget, Ringkøbing IF vidste om dagens modstander, FC Chaika, der topper den russiske 2. Division. 

Man vidste dog, at de i 16 ligakampe i denne sæson havde vundet de 12 og spillet fire uafgjort, så man havde en formodning om, at der ventede en fin test i Tyrkiet. 

Og det holdt egentlig også stik, da kampen endte med et smalt 0-1 nederlag, hvor Ringkøbing IF fik sendt 20 spillere i aktion. 

Kampens første afslutning kom dog fra Ringkøbing IF, da Mikkel Kjeldstrup fyrede kanonen af fra 24 meter, men den russiske målmand hev en flot redning ud af ærmet.

FC Chaika viste sig også fint frem, og på kontramuligheder viste de især deres egenskaber, og Mads Petersen blev da også tvunget ud i en fin redning.

I den anden ende spillede Ringkøbing IF sig frem til fine muligheder i 1. halvleg, hvor Kenneth Lund blandt andet forsøgte sig i det russiske felt, men målmanden nuppede igen forsøget. 

Generelt var det en solid 1. halvleg for Ringkøbing IF, men desværre manglede holdet skarpheden, når det kom til den sidste aflevering.

2. halvleg blev en lidt sværere affære for Ringkøbing IF, der havde svært ved at holde fast i bolden. 

Samtidig kom russerne frem til større og større chancer, og to gange stod træværket i vejen for en scoring. 

Den kom dog med 15 minutter igen, da et dumt boldtab foran eget felt efterlod en chanceløs Simon Brogaard Petersen i målet, der ellers havde stået en flot 2. halvleg.

Det blev kampens eneste scoring, og derfor kan Ringkøbing IF se frem til tre dage mere i Tyrkiet, inden turen går hjem til Danmark, hvor Holstebro Boldklub venter i den sidste test.