Smalt nederlag i Kjellerup

Claus Christiansen prøvede noget nyt onsdag aften - han hidsede sig gevaldigt op i forbindelse med en træningskamp.

Det plejer han normalt ikke at gøre, men Ringkøbing IF's første halvleg mod Kjellerup var på et så lavt niveau, at der ikke bare blev talt med store bogstaver i pausen.

- De fik en god, gammeldags skideballe efter den præstation, fortæller Claus Christiansen, som foretog tre udskiftninger efter de første 45 minutter.

- Jeg kunne have skiftet hele holdet, slår han fast.

De første fem minutter var egentlig okay, hvor blandt andre Andreas Lauridsen præsterede fine gennembrud, men det gik i den grad over.

- Vi var langsomme i tanke og handling, og specielt de rutinerede spillere havde en aften, de nok ikke sætter forrest i scrapbogen, som RIF-cheftræneren formulerer det.

Han glædede sig over, at det blev bedre i anden halvleg, hvor presspillet sad godt, men så scorede Kjellerup til 2-0 på en omstilling.

 - Heldigvis sluttede vi rigtig godt af, og Klaus Moesgaard reducerede på en ripost efter hjørnespark, men generelt føler jeg, det var et skridt tilbage for os. Generelt er vi for ubeslutsomme på den sidste tredjedel af banen, og vi kunne godt bruge sådan en ..., Harry Kane-type, siger Claus Christiansen, uden han dog forventer, at sportschef Jens Nielsen lander en aftale med den engelske landsholdsangriber.

Resten af ugen er der træning både torsdag og lørdag, da den sidste testkamp mod Fresia Lindholm er aflyst, så der venter masser af træning.

- Og nu ved vi i hvert fald, hvad vi skal træne i, som Claus Christiansen siger.