Simon Vesterbæk stopper i Ringkøbing IF grundet studie

Da Ringkøbing IF mødte ind til træning i mandags var det uden Simon Vesterbæk. Forsvarsspilleren stopper nemlig i Ringkøbing IF, da han skal til at studere i Aarhus, og dette er desværre ikke kompatibel med livet som fodboldspiller i Vestjylland.

Simon Vesterbæk kom til Ringkøbing IF som U14-spiller og har taget store skridt i de blå-hvide trøjer.

”Jeg kom til Ringkøbing IF fra hjemklubben Spjald IF for at få nye udfordringer samt et højere trænings- og kampniveau. Jeg har gennem min ungdomstid haft utroligt mange kompetente og dygtige trænere, holdledere samt fantastiske holdkammerater, som har gjort ungdomsårene mindeværdige,” lyder det fra Simon Vesterbæk.

For to år siden rykkede han op som seniorspiller, og her har han gjort et rigtig godt indtryk på både første- og andetholdet.

”Da jeg i sommeren 2017 blev rykket fra U19 holdet op i 2. Divisionstruppen, var jeg nok ikke den første trænerne – eller for den sags skyld mig selv – så spille fra start på førsteholdet. Men efter at have spillet det meste af mit første seniorår på andetholdet, begyndte det så småt at blive til mere og mere spilletid. Det var dog først i sommeropstarten 2018/2019, at jeg for alvor kom på holdkortet, hvor det var herligt at kunne høste lidt af frugterne af det hårde arbejde,” forklarer han.

Af den grund er det naturligvis også svært for forsvarsspilleren at sige farvel, men der kan dog sagtens komme et på gensyn ind i blandt også.

”Nu har jeg været i klubben i otte år, og derfor er det også med en ambivalent følelse, at jeg siger farvel. Jeg har haft en skøn tid i klubben, og det skyldes især de mange forældre, fans og frivillige, som kommer og ser kampe, hjælper med diverse ting, og som generelt bare gør RIF til et herligt sted at komme. Der skal også lyde en stor tak til alle gutterne, som har gjort det til en sand fornøjelse at være i klubben. Farvel og på gensyn,” lyder det fra Simon Vesterbæk.

Den 20-årige forsvarsspiller nåede 32 kampe for Ringkøbing IF’s førstehold, og i denne sæson er det blevet til hele 28 kampe, som også blev krydret med tre assists.

Vi takker Simon Vesterbæk for den lange tid i klubben, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden!