Simon Vesterbæk: "Havde ikke turde håbe på så mange minutter"

Det er altid specielt, når spillere fra klubbens egen talentafdeling slår igennem på førsteholdet.

Det er igen sket via Simon Vesterbæk, der har spillet fuld tid i samtlige seks kampe i denne sæson, men stod det til den unge spiller selv, så var gennembruddet kommet lidt før.

”I vinters var mit mål at være en fast del af 1. holdet, da jeg viste gode takter i opstarten og fik godt med spilletid. Desværre løb jeg ind i en skade i en måneds tid, og det var vildt frustrerende, at den positive udvikling blev sat på pause. Jeg ramte først min kampform fire kampe inde i foråret, og der var det svært at bide sig fast i kamptruppen, hvor formen og selvtilliden manglede. Derfor bestemte jeg mig for at give opstarten en skalle i sommers, så jeg kunne kæmpe med om startpladserne,” fortæller Simon Vesterbæk. 

Og det har han så sandelig gjort. En stærk opstart, der denne gang ikke blev ødelagt af en skade, har betydet, at han har bidt sig fast i startopstillingen, og de mange spilminutter kommer lidt bag på ham. 

”Fodbold er en forunderlig sport, hvor ting pludselig kan se. For to måneder siden havde jeg ikke tude håbe på at få den start, som jeg har fået. Men Wael har givet mig chancen, og jeg har bevist, at jeg kan være med på dette niveau, og jeg føler selv, at jeg bliver bedre, for hver kamp jeg spiller, samtidig med at selvtilliden vokser. Det har dog også været en lang proces med mange timer i styrkecenteret for at nå hertil, da jeg ikke har højden med mig, og så måtte jeg bygge på andre parametre,” forklarer han. 

Ligesom det er noget helt specielt for fans og frivillige at se lokale ungdomsspillere træde i karakter på klubbens førstehold, så gør det sig også gældende for spillerne, og i Simon Vesterbæks tilfælde har det da også været et mål at spille for førsteholdet siden tiden som U14-spiller. 

”Lige siden jeg kom til klubben som U14-spiller, har det været et mål for mig at spille på Green Arena for førsteholdet foran klubbens fans. Ambitionen om at bide mig fast på førsteholdet er dog steget de seneste år, hvor jeg har siden U19 tiden har trænet med førsteholdet og fået lov til at snuse til det hele, så det er virkelig dejligt, at det hele har båret frugt nu,” siger han. 

Det store arbejde fra Simon Vesterbæk har også givet masser af ros fra Ringkøbing IF’s cheftræner, Nicolai Wael, men det var lidt svært at tage imod grundet holdets svære start.

”Resultatmæssigt forløb sæsonens første fire kampe sig jo ikke som planlagt, og derfor havde jeg en lidt ambivalent følelse med at få al den ros fra Wael. Som spiller ønsker man selvfølgelig, at man gør det godt personligt og får en masse ros – især når man er ung og ny i start-11’eren – men jeg spiller fodbold for at vinde kampe, og det er heldigvis kommet i de seneste to optrædener, så nu kan jeg nyde roserne lidt mere,” fortæller han med et smil på læben. 

Læs med igen i morgen, hvor Simon Vesterbæk fortæller om ambitionerne for resten af sæsonen, næste kamp og det at have spillet tre forskellige positioner på seks kamp.