Sidste hjemmebanekamp inden Oprykningsspillet venter

På lørdag slår Green Arena portene op til en ny kamp, når Ringkøbing IF tager imod Odder IGF hjemme i de trygge rammer. 

Og ja, det var på lørdag. Det normale kamptidspunkt om søndagen er nemlig blevet rykket, da der de sidste to spillerunder af de indledende grupper skal spilles på samme tid for alle hold, og derfor bliver det altså et lørdagsbrag mod Odder IGF. 

Og det er den sidste hjemmebanekamp for Ringkøbing IF, inden holdet bliver sendt over i Oprykningsspillet, da puljens sidste kamp som bekendt spilles i Tønder, hvor FC Sydvest venter. 

For Ringkøbing IF er planen forholdsvis klar forud for de opgør; der skal point på kontoen og gerne så tæt på fuldt hus som overhovedet muligt, så man holder fast i de nærmeste konkurrenter i Oprykningsspillet.

Og det bliver et Ringkøbing IF-mandskab, der er tæt på at have alle mand til rådighed, som tager imod Odder IGF på lørdag. Kasper Møller Thomsen må desværre sidde over med karantæne, efter han modtog sæsonens femte gule kort i sidste weekend imod Vejgaard. 

Heldigvis for Ringkøbing IF er både Simon Vesterbæk og Casper Petersen igen til rådighed, efter de begge har overstået deres to karantænedage. Derudover er der også håb om, at Nikolaj Pape Sørensen kan være til rådighed med sin brækket næse, men dette bliver givetvis en beslutning, der tages tæt på kampstart. 

Mens Ringkøbing IF er sikret en plads i Oprykningsspillet, så er lørdagens modstander fra Odder IGF derimod sikker på, at foråret skal gå med at kæmpe for overlevelse, da de er placeret på en foreløbig 10. plads. 

Men det ville være en stor fejl for Ringkøbing IF at undervurdere Odder IGF, for holdet har faktisk fået en rigtig fin start på foråret. Den tidligere Skovbakken-træner, Michele Demontis, er blevet ansat som træner, og holdet startede året med at besejre Dalum med 3-1, inden det blev til to uafgjorte kampe på udebane mod topholdene Jammerbugt FC og Kolding IF, og i sidste uge blev det så et snævert nederlag mod Brabrand IF. 

Og for Odder IGF kan hvert point komme til at spille en stor rolle i kampen for overlevelse, og derfor venter der uden tvivl en hård kamp for Ringkøbing IF, hvor begge hold vil gå hårdt efter de tre point. 

Ringkøbing IF har dog overhånden imod Odder IGF, da de seneste tre indbyrdes opgør er endt med en sejr til Ringkøbing IF. Det omvendte opgør i denne sæson endte med en 2-0 sejr, hvor Dennis Juelsgård og Lennard Lauridsen nettede en enkelt gang hver på Spektrum Odder, der den dag var særdeles velbesøgt af fans fra Ringkøbing IF.

Opgøret mellem Ringkøbing IF – Odder fløjtes i gang lørdag klokken 14:00 og kan følges på Facebook, ligesom det kan ses live via følgende link: https://mycujoo.tv/video/ringkobing?id=22690.

Kamppartner er Jens Byskov.