Seniorspillerne giver tilbage til ungdommen til talenttræning

Et af de vigtigste fundamenter i Ringkøbing IF er, at seniorspillerne giver noget til ungdommen i klubben.

Og som et nyt tiltag til dette års talenttræning i Ringkøbing IF, så er det spillerne fra Ringkøbing IF’s seniorafdeling, der står for en træning af nogle udvalgte ungdomsspillere i klubben. 

Dette sker hver mandag og onsdag inden seniorspillerne selv træner, og i dag er det Mads Petersen og Mikkel Jakobsen, der står for træningen hos U13. 

Mads Petersen, målmand og anfører for klubbens 2. Division, er der hver onsdag, og han er både rigtig glad for, at han kan give noget tilbage til de unge spillere, ligesom han ser det som værdifuld erfaring for sig selv. 

”Jeg tror, det er stort for de unge spillere at have nogle af 2. Divisionsspillerne til at stå for deres træning, og det gør dem nok lidt mere motiverede. For mig er det også fin erfaring personligt, i forhold til at jeg i fremtiden gerne vil prøve mig af med trænergeringen, så det er også et rigtig godt sted for mig at starte,” siger Mads Petersen, der bliver bakket op af Mikkel Jakobsen, der var ude at juble med de yngre fans efter sin sidste scoring på Green Arena. 

”Som Mads siger, så kan du se på de unge, at det betyder noget for dem. Det synes jeg er helt vild fedt. Vi har jo selv været der engang, og jeg synes da også det var ekstra sjovt, når førsteholdsspillerne kom ned og trænede med os, så det er kun dejligt at kunne give noget tilbage på den måde,” forklarer Mikkel Jakobsen. 

Og det er ungdomsspillerne da også selv meget enig i. I hvert fald ifølge 11-årige Christian Spørring fra Hvide Sande, som spiller på Ringkøbing IF’s U13-mandskab 

”Jeg synes, det er fedt. Det er godt at prøve noget nye trænere, for så får vi en masse nye øvelser hele tiden. Og så er det også meget sjovt, at man kan se dem til kampene, selvom jeg ikke ser så mange, fordi jeg er fra Hvide Sande,” forklarer Christian Spørring. 

Det nye talenttræning er en del af Ringkøbing IF’s nye tiltag for at forbedre ungdomsafdelingen, hvor Torben Dahl også er blevet ansat som talentkoordinator, og det virker altså til, at alle parter er godt tilfreds indtil videre.