Ringkøbing stjal sejren i undertal

Efter 75 minutter af dagens opgør mod Aarhus Fremad var der nok ikke mange, der havde troet på en sejr til Ringkøbing IF. 

Her var man netop blevet reduceret til ti mand, da Nikolaj Pape Sørensen fik sit andet gule kort efter brok over et ikke-eksisterende frispark, og Ringkøbing IF var næsten blevet spillet under græstæppet på Green Arena. 

Efter tre minutter havde gæsterne nemlig ramt træværket efter et hjørnespark, og generelt i de første 30 minutter blev Mads Petersen også tvunget ud i flere gode redninger, hvor Aarhus Fremad sagtens kunne have scoret et par gange. 

De sidste 15 minutter af 1. halvleg blev der sat en lille prop i, og chancerne blev færre, men det ændrede sig dog igen fra starten af 2. halvleg. 

Her kom Aarhus Fremad igen frem til gode chancer, og igen blev Mads Petersen tvunget ud i flere gode redninger. Gæsterne fik faktisk også bolden i mål kort inde i 2. halvleg, men her blev der vinket korrekt for offside. 

Efter en time kom den største mulighed til gæsterne, der fik et hovedstød inde i Ringkøbing IF-feltet, men Mads Petersen kom fremragende ned og fik hentet bolden ved den ene stolpe. 

Med 15 minutter igen kom det omdiskuterede røde kort til Nikolaj Pape Sørensen så, og på det efterfølgende frispark fik Aarhus Fremad endnu engang sparket bolden i nettet, men igen blev der vinket for offside på gæsterne, hvilket denne gang var yderst tvivlsomt i bedste fald. 

Men som det så ofte sker, når det dominerende hold ikke får scoret, så bliver det straffet i den anden ende, og det gjorde det også i dag. 

Med ti minutter tilbage af opgøret fik Ringkøbing IF nemlig et hjørnespark. Det blev slået ind i panden på Jesper Lange ved den forreste stolpe, som fik headet den videre ind foran mål, hvor Anders Vestergaard Larsen stod klar til at sparke bolden i nettet til stor jubel for de 420 tilskuere på Green Arena. 

Dermed var der lagt op til belejring af Ringkøbing IF-feltet i de resterende minutter, men det blev aldrig til de store chancer for gæsterne i slutfasen, og så kunne Ringkøbing IF sætte tre noget ufortjente point på kontoen. 

Med sejren hopper Ringkøbing IF op på den vigtige 6. plads, og i en tæt række har man kun fem point op til 1. pladsen og fire point ned til 11. pladsen. 

Næste opgave for holdet er på lørdag, hvor man skal en tur til Odder.