Ringkøbing IF's første test endte uafgjort

Tidligere i dag var Ringkøbing IF på besøg i Holstebro, hvor man mødte Holstebro Boldklub, der til dagligt spiller i Danmarksserien.

Ringkøbing IF kom ikke alt for godt ud til opgøret, hvor man var lidt på hælene. Det skete blandt andet på grund af et højt pres fra værterne, hvilket forcerede nogle dårlige beslutninger.

Ringkøbing IF kom dog bedre med i halvegen, uden at spillet på nogen måder var strålende.

I 2. halvleg kom Ringkøbing IF dog ud med et bedre udtryk, men ironisk nok var det så Holstebro Boldklub, der kunne score kampens første mål efter en opspilsfejl i de bagerste geledder.

Målet slog dog ikke Ringkøbing IF ud og efter 65 minutter kombinerede holdet sig fint igennem Holstebros forsvar. Det endte til sidst med, at Martin Egelund, der fik uofficiel debut i dag, blev nedlagt inde i feltet, og Ringkøbing IF blev tilkendt et straffespark. Det omsatte Mikkel Jakobsen ganske sikkert til en udligning.

Ringkøbing IF havde også et par pæne muligheder i slutningen af kampen, men enten stod stolpen i vejen, eller også gjorde den tidligere Ringkøbing IF-målmand Martin Andersen det, hvor han i dag vogtede målet for Holstebro.

Dermed endte opgøret 1-1, og Nicolai Wael var egentlig godt tilfreds efter kampen – i hvert fald med de sidste 45 minutter.

”Det var egentlig en rigtig fin test imod et godt spillende Holstebro-mandskab. De stressede os i 1. halvleg, hvor vi tog dumme beslutninger, men vi satte os mere på det i 2. halvleg. Derudover var der spilletid til alle vores unge spillere, og det var rigtig dejligt at se, og de skal have cadeau for deres præstation – ligesom Holstebro også skal. De lagde et godt pres på os,” fortalte cheftræneren kort efter opgøret.

Han hæftede sig ved, at spillerne var godt med i kampen konditionelt, men at der stadig manglede lidt indbyrdes forståelse.

”Formmæssigt så det egentlig rigtig fornuftigt ud, men der manglede selvfølgelig lidt intern spilleforståelse, hvilket giver god mening. Martin Egelund og Ragnar Leösson var begge med for første gang og leverede gode indtryk, men Jeppe Solgaard var også tilbage i kamp for første gang i et år, og det var skønt at se. Han lignede sig selv og gik ind i samtlige dueller,” lød roserne fra Nicolai Wael.

Den indbyrdes forståelse har spillerne mulighed for at få finpudset endnu mere i den kommende træningsuge, inden Varde IF kommer på besøg næste lørdag, hvor Ringkøbing IF spiller sidste træningskamp inden sæsonstarten.

Det opgør fløjtes i gang klokken 12:00.