Ringkøbing IF vandt målrig affære på Green Arena

Der var offensiv fodbold for alle pengene til de 350 tilskuere, der havde trodset regn og kulde for at se Ringkøbing IF’s sidste kampe i 2018, og de blev belønnet med rigtig god fodboldkamp, der endte 4-2 til Ringkøbing IF.

Allerede efter to minutter kom dagens første scoring, da Simon Vesterbæk slog et knivskarpt indlæg ind i panden på en helt fri Lennard Lauridsen, der via overliggeren fik headet bolden ind over stregen til 1-0.

En håndfuld minutter senere var det tæt på 2-0, da Dalum IF’s målmand valgte at spille en bold ud i fødderne på Kenneth Lund. Angriberen afsluttede med det samme, men målmanden fik parreret bolden ud i fødderne på Jesper Lange, der i en glidende bevægelse fik tacklet bolden hen på ydersiden af stolpen.

I den anden ende viste Dalum IF også prøver på deres flotte angrebsspil, og spillet bølgede konstant fra den ene ende til den anden. To gange fik Ringkøbing IF-forsvaret sparket væk på stregen, og i stedet kunne man straffe gæsterne i den anden ende.

Halvvejs igennem 1. halvleg fik Kasper Møller Thomsen headet et hjørnespark mod mål, og da målmanden boksede den ud for fødderne af Jesper Lange, så trykkede angriberen resolut bolden ind i nettet gennem vinder og fjender.

Få minutter senere blev det også 3-0, da Ringkøbing IF kombinerede sig ind i gæsterens felt. Her slog Dennis Juelsgård et klogt, fladt indlæg ind til Jesper Lange, der fik sit forsøg reddet på stregen, men returbolden endte for fødderne af Kenneth Lund, der nemt kunne skovle den ind over stregen.

Så kunne det ligne en relativ sikker sejr til Ringkøbing IF, men Dalum IF var ikke lige sådan til at slå ud. Efter lidt over en halv times spil endte et fladt indlæg nemlig for fødderne af Van Tha Thawng Ni Dum der nemt kunne prikke bolden i nettet, da Mads Petersen kun havde fået en hånd på sekunder inden.

Der kunne sagtens være blevet scoret flere gange inden pausen, men det forblev ved de fire scoringer i de første 45 minutter.

I 2. halvleg fortsatte de pæne mulighed, og den første tilfaldt Jesper Lange, der modtog et fladt indlæg inde foran mål, men her røg førsteberøringen lidt fra angriberen, og så fik forsvaret blokeret bolden.

I stedet fik Dalum IF reduceret yderligere i den anden ende med en flot scoring. Ringkøbing IF havde svært ved at få clearet bolden ud af egen zone, og til sidst endte en god aflevering ende i feltet hos Martin Høgstad, der med en flot scoring udplacerede Mads Petersen.

Herefter gik der lidt stilstand i de store chancer, og det lignede længe en 3-2 sejr til Ringkøbing IF, men der blev scoret en gang til. Mikkel Jakobsen lavede en flot et-to-kombination med Jacob Sandal, inden han blev nedlagt i feltet og fik et klokkeklart straffespark. Det tog Dennis Juelsgård sig af, og det gjorde han i sikker stil, da han udplacerede gæsternes målmand med en afslutning nede ved den ene stolpe.

I dommerens tillægstid var gæsterne tæt på en reducering via et hovedstød, men det blev ved de 4-2, og dermed kan Ringkøbing IF gå på vinterpause med en god smag i munden, hvor man er placeret på 6. pladsen med seks point ned til netop Dalum IF på 7. pladsen.