Ringkøbing IF stopper samarbejdet med cheftræner

Manglende sportslig tillid fra såvel ledelse som spillertrup gør, at Nicolai Wael forlader klubben før tid efter fire og et halvt år

Ringkøbing IF kæmper i øjeblikket for eksistensen i 2. division, og de afgørende seks kampe blev lørdag indledt med et klart nederlag på 4-0 i Hillerød.

Siden har ledelsen og spillertruppen evalueret samarbejdet med henblik på de resterende kampe, og det har ført til, at Ringkøbing IF stopper samarbejdet med cheftræner Nicolai Wael med øjeblikkelig virkning.

- Det er et klassisk dilemma i en fodboldklub – resultater kontra træneren – og ifølge vores vurdering er det uprofessionelt ikke at gøre noget i vores nuværende situation. Det har intet med Nicolai Wael at gøre, men der er ikke mere i tanken hos truppen og cheftræneren, så det er situationen, som får os til at skride til handling inden de sidste fem og meget afgørende kampe, siger Anders Agger, bestyrelsesmedlem i Ringkøbing IF Elite.

Nicolai Wael kom til Ringkøbing IF for fire og et halvt år siden, og han førte blandt andet klubben fra danmarksserien til 2. division, hvor det også blev til deltagelse i oprykningsspillet.

- Det er vigtigt for os at holde fast i, at Nicolai Wael flyttede klubben i den rigtige retning, som vi havde regnet med og håbet på. Han har været en stor del af klubben i fire og et halvt år, hvilket vi takker ham for, og vi ønsker ham kun alt det bedste i fremtiden, siger Anders Agger.

48-årige Nicolai Wael slog efter sin aktive karriere sit trænernavn fast som cheftræner i henholdsvis Vejle Boldklub og FC Fredericia, inden han takkede ja til udfordringen på den jyske vestkyst.

- Jeg har været utrolig glad for mine fire og et halvt år i Ringkøbing IF. I samarbejde med staben omkring holdet har vi skabt et stærkt fundament, men jeg har respekt for klubbens beslutning, og jeg håber, det giver det nødvendige boost i forhold til at blive i 2. division – det fortjener klubben, siger en fattet og afklaret Nicolai Wael.

I denne uge, og til lørdagens hjemmekamp mod B93, overtager sportschef og tidligere cheftræner Jens Nielsen ansvaret, og derefter tiltræder klubbens nye cheftræner, Claus Christiansen, som dermed tyvstarter sit virke i klubben med ansvaret i de sidste fire kampe i denne sæsons nedrykningsspil.
- Jens og Claus er vores bedste bud på et makkerpar, som kan hjælpe os væk fra den nuværende placering under nedrykningsstregen via indgående kendskab til klubben samt kvaliteter på mandskabspleje og det fodboldtaktiske, siger Anders Agger