Ringkøbing IF skal forsøge at forlænge ubesejret stime

Efter en sløj start på Oprykningsspillet er Ringkøbing IF så sandelig kommet i gang, hvor det er blevet til to sejre og en enkelt uafgjort i de sidste tre kampe.

Sejrene er kommet på udebane imod topholdet fra Skive IK samt mod Aarhus Fremad, mens det uafgjorte resultat kom på hjemmebane imod Jammerbugt FC.

På søndag skal Ringkøbing IF så forsøge at fortsætte den gode stime, når HIK gæster Vestjylland og Green Arena.

Og det bliver selvsagt et Ringkøbing IF-mandskab, der kommer ind til opgøret med en masse selvtillid efter de seneste resultater.

De seneste resultater har også betydet, at Ringkøbing IF netop har overhalet morgendagens modstander i tabellen, hvor Ringkøbing IF er placeret på 10. pladsen lige foran HIK, der er på 11. pladsen et point efter Ringkøbing IF.

HIK er dog også inde i ganske fin periode. I de sidste seks kampe er sjællænderne kun gået fra banen en enkelt gang som taber, men det er dog også kun blevet til en enkelt sejr i den periode, hvor det derfor er endt ud med fire uafgjorte resultater.

I de seneste tre kampe er det blevet til en 3-0 sejr hjemme over Brønshøj Boldklub, mens man har spillet 1-1 i Vanløse og 2-2 i Jammerbugt, og derfor er holdet altså – ligesom Ringkøbing IF – ubesejret i tre kampe.

Det er dog næsten to måneder siden, at morgendagens gæster har hentet en sejr på udebane. Den kom tilbage i starten af april, hvor man besejrede Marienlyst Boldklub med hele 5-1, og siden da er det blevet til to nederlag og to uafgjorte kampe på udebane.

Hos Ringkøbing IF er der dog også kommet lidt malurt i bægeret i forbindelse med den flotte 3-1 sejr i Aarhus Fremad i sidste uge. Her måtte Mikkel Kjeldstrup nemlig forlade banen med fibersprængning, og han hopper dermed ud på lazarettet til Dennis Juelsgård og Lauge Olesen, som alle forventes ude i resten af sæsonen.

Heldigvis var Nikolaj Pape Sørensen tilbage i startopstillingen for første gang i små to måneder i Aarhus, og han og resten af Ringkøbing IF-forsvaret får da også noget at se til i morgen.

Her skal de nemlig holde øje med Jonas Hebo Rasmussen og Andreas Smed, der har scoret henholdsvis 11 og 10 mål i denne sæson. Med kun to indkasseret mål i de sidste tre kampe er Ringkøbing IF forhåbentlig helt klar på den opgave.

Ringkøbing IF får desuden Jacob Sandal tilbage fra endt karantæne, og samtidig må HIK undvære Daniel Thorup Børner og Victor Lorenzen, der begge er ramt af karantæne.

Morgendagens opgør fløjtes i gang klokken 14:00 på Green Arena og kan følges på Facebook eller ses live via dette link: https://mycujoo.tv/video/ringkobing?id=41866.